Christina - mit liv som clairvoyant

arbejdsliv

MIT LIV

KAPITEL 1

KAPITEL 1

MIT LIV

Jeg havde en rolig og dejlig barndom.

Efter mine forældre blev skilt, blev

jeg som ung en rodløs sjæl, der søgte ro

i meditationen og den spirituelle verden.

Jeg blev født på Glostrup Sygehus den 17 juni 1969. Min mor sad allerede op i sengen få timer efter, med håret sat fra frisøren, da gæsterne kom. Min mor var en smuk kvinde, der gik meget op i sit udseende. Jeg voksede op i Rødovre, en by lidt vest for København, med min tre år ældre søster, min mor og min far i en lille lejlighed i et meget langt boligbyggeri.

Jeg husker en del fra min barndom. Jeg kan huske helt tilbage, da jeg som baby lå helt tæt ind til min mor og fik bryst. Først lå jeg på den ene side og så løftede hun mig op og så over på den anden side. Alt imens hun sådan lidt drømmerisk vendte hovedet væk og kiggede ud ad vinduet. Min mor mindede mig altid om, da jeg blev ældre, at det var helt utroligt, så meget jeg kunne huske fra min barndom. Selv små bitte detaljer, hun selv havde glemt for længst. Det kunne hun ikke forstå.

Jeg var en sød og glad lille bulderbasse med små tykke ben og kraftig statur. Når jeg skulle sove til middag i min fine barnevogn, der stod nede i gården, har jeg ladet mig fortælle af min mor, kastede jeg mig fra side til side, så den nogle gange væltede. Jeg var også et meget følsomt barn, der tænkte meget over tingene. Som lille pige filmede jeg mine oplevelser inde i hovedet, som hvis man optager en film. Jeg tror, det måske var derfor, jeg huskede så godt.

Jeg holdt meget af at bo i vores lille lejlighed i Rødovre. Fra tre årsalderen af fik jeg lov til at lege alene nede på legepladsen. Legepladsen, som lå lige nede foran vores køkkenvindue. Jeg følte det som en kæmpe frihed at få lov at lege udenfor hver dag. Der var altid fyldt med børn i alle aldre, da de fleste mødre gik hjemme dengang. Det var fantastisk at lege på legepladsen, jeg følte mig ét med mig selv og livet der. Nogle gange fornemmede jeg lysvæsener omkring mig. Det var som en rund, varm boble af energi, der ligesom svævede rundt omkring mig. Lysvæsener der ville mig noget godt.

Jeg gik hjemme med min mor, indtil jeg skulle starte i skole. Jeg var ellers startet i børnehave, men min mor tog mig ud igen, fordi jeg ikke kunne lide at være der. Så lod hun mig starte i dagpleje istedet for. Men der kunne jeg heller ikke lide at være, fordi der kun var mig og dagplejerens søn og han fik lov til det, jeg ikke måtte. Jeg græd når min mor hentede mig og så fik jeg lov at gå hjemme sammen med hende. Det var jeg var meget taknemmelig for.

Min mor arbejdede på deltid, dog mest om natten, bortset fra nogle enkelte dage, hvor jeg blev passet inde ved siden af. Naboen hed Maren og havde store børn. Det var dejligt at blive passet inde hos Maren. Hun spillede musik på grammofonen og så dansede og dansede jeg rundt og rundt omkring mig selv i stuen med mine små tykke ben. Alt imens jeg lige kunne kigge op over sofabordet. Det gjorde mig meget glad og opstemt. Det var næsten som at være blandt stjernerne på himlen.

Maren havde to voksne døtre og en søn på 18 år. Hendes søn hed Kim. Ham var jeg meget glad for. Jeg kunne så godt lide, når han var hjemme. Så fik jeg ham til at bøje sig ned på hug, så jeg kun ne rede hans hår med sølvkammen, han havde siddende i sin jakkelomme. Jeg kiggede op på ham, han var meget høj og jeg hørte mig selv kalde: Kim, Kim jeg blev ved at kalde, indtil han kiggede ned på mig og sagde: ja, hvad er der? Må jeg godt rede dit hår? hviskede jeg så. Han satte sig ned på hug og gav mig sin kam, hvorpå jeg førte den meget forsigtigt rundt og rundt oppe oven på hovedet af ham, alt imens jeg rødmede op til begge ører. Jeg gav ham kammen tilbage igen, mens hans hår nu blot var endnu mere uglet end før. Han rejste sig op igen, mens jeg hørte nogen sige: Hun er da vist meget glad for dig.

Jeg tilbragte meget af min barndom oppe på landet i Melby i Nordsjælland. Vi havde et sommerhus der, som var indrettet i bedste 7o´er-stil med hessiantapet, brune tykriflede fløjlssofaer og orange gardiner. Min far var en meget travl forretningsmand, der gerne ville have fred, når han var på landet, så vi kunne have kvalitetstid sammen. Derfor havde vi hverken telefon eller tv. Sommerhuset var som mit andet hjem. Når bilen blev parkeret og jeg steg ud, mødte der mig altid denne guddommelige duft af grantræer og frisk luft.

Dagene på landet var meget spændende og fredfyldte, og min søster og jeg fik lov at gå omkring i området, ad de mange stier og marker, på egen hånd. Lige uden for vore hus var der det meget lange græs, som fik lov at vokse vildt. Omme på den anden side af huset var køkkenhaven med ærter og gulerødder og bagerst igen var de skønneste kirsebærtræer, der smagte så dejligt sødt.

Min mormor besøgte os hver sommer oppe på landet. Jeg var meget glad for min mormor. Hun lærte mig at spille kort og lægge kabaler. Jeg kunne sidde i dagevis bare med mig selv i den stille natur, og lægge den ene kabale efter den anden. Jeg syntes, det var så spændende at se, om jeg kunne få dem til at gå op. Når det lykkedes, blev jeg meget glad og kaldte på alle i huset. Nogle gange følte jeg, det var lysvæsenerne omkring mig, der hjalp mig til at se, hvilke kort der ville være bedst at lægge i de forskellige bun ker. Lysvæsenerne som jeg nu ved, er engle, mine skytsengle, som var der for at hjælpe mig.

Jeg tror også, det var derfor, jeg som voksen blev draget af at lægge tarotkort. Fordi jeg havde lagt så mange kabaler, sommer efter sommer. Det var så genkendeligt og spændende. Min mormor lever stadig, hun er 99 år og still going strong. Tit når jeg besøger hende på plejehjemmet, begynder hun pludselig at synge sange og viser fra gamle dage og hun kan alle versene udenad. Alt imens blinker hun til mig og smiler som om, vores oplevelse virkelig gør hende glad og betyder noget særligt for hende. Hun er min gode, sjove og fantastiske mormor.

Som barn legede jeg bedst med drenge, biler og togbaner. Dukker sagde mig ikke så meget. Bortset fra en drengedukke, der hed Tom. Den havde jeg ønsket mig i julegave. Den var så fin med brunt hår og brune øjne. Jeg havde altid ønsket mig at have brune øjne, ligesom min far. Det, syntes jeg, var så flot. Min søster og jeg fik det legetøj til jul og fødselsdage, vi ønskede os. Men denne dukke havde jeg ikke regnet med at få. Så da jeg så den titte frem bag gavepapiret juleaften, blev jeg så glad, at jeg skyndte mig ud i køkkenet for rigtigt, at kunne sidde med den alene i fred og ro.

Selv til fastelavn ville jeg helst klædes ud som mand. Jeg fik selv lov til at vælge, hvad jeg ville være og jeg var aldrig i tvivl om, hvad det skulle være. Jeg var blandt andet sørøver, skorstensfejer og klovn, mens min søster ville klædes ud som de yndigste prinsesser og fine damer. Min mor og mormor brugte hele og halve dage på at lave det fineste fastelavnstøj til os. Jeg vandt sågar prisen et år for bedst udklædte. Jeg havde en meget fin hjemmesyet klovnedragt på og kom op på scenen og modtog en pris for mit kostume. Jeg blev helt varm af glæde indeni, da folk begyndte at klappe ad mig. Det var, inden jeg blev genert. Jeg havde i det hele taget en dejlig harmonisk barndom og hørte aldrig mine forældre skændes eller nogen hidse sig op.

Men en sommerdag, da jeg var fire år gammel, hørte jeg min far kalde oppe fra vinduet: Christina, Christina, du skal komme op. Jeg kiggede op og fik øje på ham. Han stod der i køkkenvinduet og så lidt forkert ud i ansigtet. Det var mærkværdigt, for sådan havde jeg ikke set min far før. Jeg fik en underlig følelse i min mave og det nærmest sortnede for mine øjne på vej op ad trappen. Vi boede i en høj stueetage, så der var ikke så langt op. For enden ad trappen stod min far i døren og ventede på mig. Kom ind, jeg skal tale med dig, sagde han og løftede mig op på køkkenbordet og så mig lige ind i øjnene: Du og din søster skal bo med mig hjemme hos farmor og farfar nogle dage. Det blev jeg meget glad for at høre, det var vel nok en god besked. Men af hans stemme og fremtoning at bemærke, lød det ikke nødvendigvis godt. Mor skal have fred og ro til at skrive sin opgave færdig i, fortsatte han. Det syntes jeg, lød rigtig godt. Okay, sagde jeg, det vil jeg da rigtig gerne hjælpe mor med. Det ville jeg meget gerne. Jeg syntes, det var lidt spændende, at skulle afsted bare os tre og så kunne jeg ovenikøbet hjælpe mor imens. Vi skulle nok klare os. Således tog vi afsted nogle dage efter.

Det var en smule mærkeligt at være i