Familiekrønike. Slægt følger Slægt.: Biografi: nogle led i slægtens kæde

Stamtræ

Stamtræ for Kim Gert Møgeltoft Nielsen

Indholdsfortegnelse

Forord

Sevel 1912

Louises opvækst

Mandag, den 27. juli 1942.

Forord:

Jeg har altid været lidt ærgerlig over, at jeg aldrig fik lavet et interviewe af min onkel Villas. Jeg ville rigtig gerne have hørt mere om hans barndom og ungdom, og hørt mere om hvorfor min far i sin tid var flyttet til Sjælland som ung. Det fik jeg aldrig gjort. Denne beretning om det tidlige historiske forløb, hviler alene på stykvise udsagn. Bl.a. havde storebror Jes overhørt lidt af en samtale mellem vores far og Villads, som åbenbart havde omhandlet netop det tidspunkt, hvor han var flyttet til Sjælland. Vores far var blevet vred og ville ikke høre tale om at drøfte de begivenheder, der lå forud. Men Jes opfattede det som om, der havde været noget med en pige, og derfor skulle han eksporteres til Sjælland.

Mange af anekdoterne fra før min tid, er alle noget de voksne talte om, da jeg var barn. Jeg har forsøgt, at sætte anekdoterne ind i en beskrivelse af hvordan livet kunne havde formet sig. Det er ikke noget historisk korrekt udredning, men alene sådan som jeg kunne forestille mig, det kunne have forekommet.

Hvor Kim som person indgår, forholder tingene sig anderledes korrekt som beskrevet.

Jeg har altid været interesseret i min families baggrund, hvorfra er jeg kommet, og hvorfor et det blevet som det nu er. For mig har det været en rejse tilbage i tiden med afsæt i begivenheder, sådan som livet har udfoldet sig. For eksempel er det korrekt, at min mor havde forsøgt at tage sit liv ved at hoppe i havnen. Det er korrekt, at hun havde været gift før. Se bl.a. billedet hvor hun står foran frisørsalonen. Det er korrekt, at mine forældre møder hinanden på Hellebæk klædefabrik. Ligesom beretningen om Holger der møder spøgelser ved Kobberdammen, er korrekt gengivet, ud fra hvad små ører hørte på daværende tidspunkt.

For mig har det været en rejse tilbage i tiden. Det har været en sjov rejse, som jeg med lidt forfængelighed kan håbe mine slægtninge og andre kan få glæde af at læse og fordybe sig i.

Sevel 1912

Den 6. oktober var vejret i forhold til årstiden behageligt. Solen stod lavt over træerne for enden af marken ind mod skellet til nabogården. Der var ikke en vind der rørte sig. Hvis man havde stået bag gården og betragtet den lavt hængende sol, ville man umiddelbart kunne høre den kendte varme skramlen fra stalden, hvor de 6 køer stod i tøjer i hver sin bås. Her måtte de dog uden nogen bevidsthed om deres videre skæbne, berede sig på at være fortsat tøjret på samme trange plads igennem de kommende lange vintermåneder. Et par af køerne lå ned og tyggede drøv uden at ænse de fastklæbede kager af kokasse på bagfjerdingen. De fleste svin lå smågryntende i deres behagelige søvn. Enkelte var begyndende urolige, da der sent på eftermiddagen ikke var lang tid til fodring. Smågrisene gryntede fredsommeligt rundt med trynen afsøgende i den sparsomme halm.

I stuehuset var der en noget anspændt og afventende stemning. Moren til de nu 6 levende børn lå svedende i barselssengen alene med en tynd bomuldsnatkjole på. På hendes pande sås glinsende sveddråber. To koner fra nabogårdene og den ældste datter Sørine, havde sørget for at alt var parat til det kommende 8énde barn, som Christine nu skulle sætte i verden.

Christine Nielsen f. Christensen f. 1870 død 1924. Gift 1901 med Niels Peter

Niels Peter Nielsen f. 1876 død 1946 - gift 1901 med Gift med Christine f. 1870 død 1924

Det var samme år hvor RMS Titanic forliste natten til den 15.april. Denne nyhed var imidlertid endnu ikke nået til Nordjylland eller nærmere bestemt her ved Sevel.

P.Søvren gik urolig rundt i stuen. Han var netop blevet færdig med malkningen og givet kreaturerne dagens sidste foder og strøelse. Det mørknes udenfor. Han tændte petroleumslampen for derefter at sætte sig i stuens mest behagelige stol. Han stoppede sin langpibe og sad hensunket i egne tanker. Sådan sad han en stund og kikket tomt ud gennem vinduets ujævne glas, der fik konturerne i de mørke silhuetter over marken, til at fremstå med de særeste former. Han tændte piben. Han lyttede intens til lydene inde fra soveværelset, som nu var barselsstue. Ungerne var sådan blot kommet til verden over tid, som årene var gået og som det mest naturlige i verden. Men ved denne fødsel, var der uro i luften. Christine havde denne gang klaget sig mere under graviditeten. Hun havde været besværet, havde haft svært ved at stå op om morgenen og sørge for morgendavren. P.Søvren vidste, at hun igennem de sidste par måneder ikke havde været helt frisk, thi hun foretræk, at ligge alene om natten. Heldigvis var Katrine nu så stor, og hjalp godt til. Hun tog sig omsorgsfuldt af Jane, som netop var fyldt 1 år. Christine beklagede sig aldrig, i hvert fald ikke til P.Søvren. Timerne gik. De 3 mindste sov trygt i sovekammeret ved siden af. Da det amerikanske vægur slog elleve slag, kunne der høres travlhed og jamren fra barselssengen.

Uret var arvegods fra P.Søvrens far. Han havde også arvet en kiste og en kommode, samt en del redskaber til husmandsstedet. Der var også blevet en pæn skilling til deling mellem søskende, da Stubbegård blev solgt, da faren døde. P.Søvrens far blev kaldt Sønnen, deraf havde han fået navnet, altså en sammentrækning af Peter og Sønnen. Stubbegård havde i gammel tid været hovedgård til Stubbegård kloster. Det øvrige gods fra P.Søvrens forældre var spredt for alle vinde og havde som hos P.Søvren suppleret hans søskende jordiske gods, der hvor de nu befandt sig i firkantområdet mellem Vinderrup – Sevel – Hvidbjerg og Roslev.

P.Søvrens far: Villads Nielsen 3 t.v. foran Stubbegården med karle og pige.r

Nogen tid efter hørtes spæd barnegråd. Sørine kom umiddelbart efter ind i stuen og sagde, far nu kan du godt komme ind og se din søn. I barselssengen lå Christine svært udmattet med et anstrengt smil og med den lille nye på brystet. Han fik kun lige lov til at hilse den nye velkommen og kysse Christine på panden, hvorpå nabokonerne gennede han ud. De skulle ordne Christine – klippe navlestengen - frigøre moderkagen - vaske Christine og skifte til nyt sengelinned, så alt igen kunne blive rent og fint. Christine var netop fyldt 42 år. Hun havde været ude at tjene på en af de større gårde i firkantområdet, siden hun var 13 år. Hun holdt svært fast ved hendes hjemstavnsnavn, som hun havde fået tilført kirkebogen, da hun fraflyttede forældrene. Hun havde fået overbevist præsten om, at ved at bære navnet på forældrenes gård: Møgeltoft, ville hun langt lettere kunne tage af sted fra barndomshjemmet. Dybt i hendes sjæl vidste hun nu, at det var sidste chance, for at give navnet Møgeltoft videre.

De var enige om, at blev det en dreng, skulle han hedde Peter opkaldt efter P.Søvren. Lige inden veerne kom, havde Christine sagt, at hun håbede, at Peter måtte blive den sidste, thi de mange fødsler havde taget på hendes kræfter og hun var bange for, at hun ikke kunne gennemføre endnu et svangerskab, han måtte love at passe på efter fødslen.

Den lille nye blev døbt Peter Møgeltoft Nielsen.

Det blev dog ikke den sidste, allerede året efter kom endnu en dreng til verden. Han vedblev dog at være lille og skrøbelig, så da han var lidt over 1 år gammel døde han. Doktoren mente, at den forkølelse han havde pådraget sig, havde udviklet sig til lungebetændelse og hans lille skrøbelige krop kunne ikke klare krisen.

---

Barndomslivet var en fortryllende tid. Der kom ikke flere søskende til, Peter blev den sidste i flokken. Som den mindste blev han en del forkælet af de større søstre, der syntes, at han var rigtig sød. I forhold til Jane der kun var et år ændre, blev Peter hurtigt en hård konkurrent til både moderens og de ældre søstres opmærksomhed. Så var der store broderen Villads, som Peter hurtigt stolt så op til.

Sørine som var 8 år ældre end Peter, havde påtaget sig den ansvarlige rolle over for sine mindre søskende sammen med Karen, der endnu boede hjemme. Hun var 10 år. Hun skulle snart have en plads på en gård, så ville der være én mindre at føde på derhjemme.

Børnene havde visse pligter, de skulle hjælpe til. Dog havde pigerne de fleste, de skulle være med til at sørge for tilberedning af den daglige føde. Hjælpe med nedsaltning af sulet, når der var blevet slagtet gris. Rygning af pølse mv. Skinken skulle blot pudses og hænges op under stråtaget ved skorstenen for at lufttørre. Pigerne havde som ugentlig opgave, at kærne smør af fløden, som blev taget fra, inden mælken blev sendt til mejeri.

Det var noget lettere at være dreng især i vintermånederne, hvor der i sagens natur ikke skulle foregå markarbejde. Naturligvis skulle man hjælpe til med at muge ud i stalden, men ellers var halvdelen af året afsat til nærmest fri leg, helst så langt væk for de voksne som muligt. Det bedste var at grave huler på høloftet. Der kunne laves en naturlig tunnel nederst på høloftet tæt på tagskæget. Man kunne grave tværgående tunneler gennem høet og lave sig en helt mørk hule, som ingen af tøserne turde udforske eller komme ind i. En forårsdag fjantede Villads og Peter rundt inde i laden, hvor de som sædvaneligt forsøgte at drille tøserne. De havde sat slåen for, så de ikke kunne komme ind i laden til dem. Under ladeporten forsøgte de at slå til tøsernes ben med en pind. Der var en fjanten og leen, mens de hoppede og forsøgte at undgå pinden, der arrigt strittede ud under ladeporten. Villads sagde til Peter, tag lige og sæt dig her og skid en lort, så skal du bare se. Peter afleverede den efterspurgte vare på ladegulvet, hvorefter Villads stak pinden ned i lorten for igen at forsøge at ramme de fjantende tøsers ben. De grinede og fjantede, indtil de opdagede Peters lort på deres strømper. De svor hævn og der var en uforsonlig stemning til langt hen på eftermiddagen. Selv i vorksenverden blev historien genfortalt mange gange, hvor Katrine og Jane var enige om, at de var nogle satans knægte.

På grund af aldersforskellen mellem Villads og Peter havde de naturligvis også forskellige opgaver. Villads vidste gode evner til at passe de to heste på husmandsstedet. Han kunne spænde for ploven og lade hestene lave arbejdet, hvor de efterlod en snorlige plovfuge, mens han blot sad behageligt på ploven med en let hånd på tømmen. Den erfaring han fik med heste, gav ham sidenhen som voksen en ekstra indtægtskilde. Der var altid en bonde, der godt kunne bruge en god og sikke kørehest til at spænde for en jumpe. Uregerlige heste lå i lav kurs, men solide køreheste var penge værd. En uregerlig hest som en bonde havde opgivet at lære de væsentligste ting, selv om den havde fået mange irettesættende pisk, kunne købes billig.

P.Søvren havde en god orne, som ud over ham selv, også nabogårdene nød godt af. Man var altid sikker på et flot antal sunde grise. Peter tjente som regel en 5 øre ved at spadsere med ornen ud til de gårde, hvor man nu havde behov for bedækning.

Ornen vidste straks, hvad der var i sigte, så snart Peter lagde en løkke om ornens hals og låste løkken mellem bandt dens forben sammen, så den ikke skulle løbe fra ham. På tros af de sammenbundne forben, trak den afsted på udadgående med Peter på slæb, hvorimod det gik noget mere trægt, med at komme hjem igen. Heri lå en fast indtægt på omkring 15 øre om måneden, sommer og vinter.

P.Søvrens husmandssted bestod af et mindre stuehus der var bygget klods op af lade og stald, således at gårdens bygningsplan nærmest dannede i T. Midt på gårdspladsen stod pumpen, hvorfra det klareste og mest velsmagende vand kunne hentes op fra brønden efter blot 3 slag med pumpestangen. Der stod altid en spand med det klare kildevand i køkkenet. Var man tørstigt, tog man blot sleven, der hængte på siden af spanden og tog sig en mundfuld. Man kom fra gårdspladsen ind i bryggerset. Her kunne man enten gå til venstre for at komme ind i køkkenet eller til højre for at komme ud i laden. Den nu indmurede gruekedel var blevet fjernet for et par år siden, hvorved køkken med en bred åben skorsten nu gav plads til et moderne Morsø brændekomfur. Tog man et trin ned, kom man fra bryggerset ud i laden, hvorfra der var en stalddør til højre som førte ind til kreaturerne. Her stod de 6 køer der sammen med to heste og 10 – 20 søer og smågrise. Ornen boede i det fjerneste hjørne på grund af lugten. Samme sørgede de for, at der selv i den koldeste vintermåned altid var en behagelig temperatut og duft af stald. Skulle man besørge sin nødtørft, satte man sig blot i limen bag køerne og brugte lidt halm. Husmandsstedet havde P.Søvren kunnet erhverve sig godt hjulpet arven og med Christinas forældres hjælp, som i sin tid havde kautioneret for det realkreditforeningslån, der var blevet optaget, da de købte ejendommen. Uden denne mulighed, havde P.Søvren og Christina formentligt været nødsaget til at være karl og mankepige på en af det større gårde i området. Det ville have været svært at stifte familie. Men sådan som det nu var, kunne den lille familie ernære sig godt og solidt med de 5 tønder land som tilhørte husmandsstedet. Der kunne høstes nok afgrøder til folk og fæ. Der var et løbende overskud ved salg af slagtesvin og daglig aflevering af mælk til mejeriet, som netop gav den indtægt der var nødvendig for at afdrage på kreditforeningslånet. På en måde var der to slags hushold på gården. Køkkenhave og markerne. Køkkenhaven forsynede familien med livsfornødenheder året rundt. Kartofler – porrer – kål af alle slags, løg og alle slags frugter og bær. Det var uden diskussion Maries og pigernes opgave at passe køkkenhave. Når høsten var i hus om efteråret, var det alene P.Søvrens opgave at køre møg ud fra møddingen, så jorden kunne blive frugtbag til kommende forår.

Markerne var helt og holdent P.Søvring ansvar. Og sådan var det overalt på gårdene. Men kun indtil der skulle hakkes roer og høstes. Her var det pigerne og Maries opgave at gå den ene roerække op og ned efter den anden for at hakke ukrudt. Det var let at se kvaliteten af det enkelte husmandssteds drift, ved at iagttage om roerækkerne var lige og rene for ukrudt. P.Søvren satte en ære i at hans drift var en fryd for øjet. Han valgte altid at sætte roerækkerne vinkelret på skelvejen, så naboerne kunne iagttage de lige rene rækker, når de kom forbi langs vejen.

Bryllupsdag for Villads Nielsen f.1849 og Marianne Pedersen f. 1849. midtfor. Th.for Villads Nielsen, ses hans far: Niels Villadsen, f. 1823. (se stamtræ).

Det kunne være en fest at supplere den daglige sulemand med lidt vildt. At få ram på en hare med dobbeltløberen, var en kærkommen mulighed. En sen eftermiddag fik P.Søvren øje på en hare et pænt stykke ude på roemarken. Der sad den roligt, selv om han sneg sig forsigtigt ind på den. Med et brag der fik samtlige krager i nabolaget til at lette, fik han ram på dyret, der imidlertid ikke rørte sig synderligt efter skuddet. Naboen havde hørt skuddet og kikkede nysgerrigt for at se, hvad der var på færde. P.Søvren gik med værdige skridt hen til det nedlagte bytte, som imidlertid blot vidste sig at være en stor sønderskudt roe, der havde gjort sig ud for at være en hare. Han sparkede sådan til byttet, for at vise, at det var et godt skud. Naboen lod sig imidlertid ikke narre. Det er den slags små historier, man grinede af, når for eksempel Krejsten kom på besøg, eller når posten kom forbi for et få en kop kaffe. Historier af denne art fra dagligdagen var med til at vedligeholde sammenholdet og markere, at selv om P.Søvren var en knag til at drive sit landbrug, kunne han alligevel godt være til grin, på en varm og venskabelig måde.

Da Peter var 12 år gammel, døde moren efter pludselig sygdom. Spurgte man lægen, hvad hun døde af, svarede han, at hun døde af hjertestop, så blev der ikke stillet flere spørgsmål.

Nabogården hvor Oskar boede med sine 5 unger så ud, som om de gik for lud og koldt vand. Han var alene efter konen var død i barselssengen for et par år siden. Han var nu ikke helt alene, men havde taget sig en husbestyrerinde, som havde et kammer for sig selv. Naboerne så aldrig husbestyrerinden, hun var aldrig med ved sammenkomster og andet. Hun snakkede aldrig med nabokonerne. Hun havde aldrig sin familie på besøg. Hun var nærmest usynlig. Det var nu heller ikke til at se, at der var et kvindemenneske på husmandsstedet. Ungerne havde ikke meget sul på kroppen og deres tøj var laset og altid var det aflagt tøj. Ofte fik de en aflagt og udtjent skjorte fra en af nabogårdene. Husmandsstedet var nu ikke bedre drevet den gang konen levede. Det var ligesom om at Oskar aldrig havde fået ordenslig tag på det med at drive landbrug. Han var konstant forfulgt af uheld. Sidste år døde hans sidste ko. Når der kom smågrise, var det sjældent at flere overlevede. Der var heller aldrig en 5 øre, når soen skulle bedækkes. Den næstsidste af ungerne der boede hjemme blev snart 9 år og skulle derfor til foråret ud og tjene på gården med den store mølle ved Spøttrup.

Man gik kun i skole hver anden dag og når man blev 13 år, var det tid til at komme ud og tjene som karl eller pige på en gård. På den måde blev søskende og forældrene spredt for alle vinde. Sørine blev gift med smedesvenden Marius. De købte en gammel smedje i Sahl lige bag købmanden. En dag kom en kone ind for at handle hos købmanden, hun spurgte til hvor meget tomaterne koster, hvortil købmanden svarede, at det kommer an på hvor meget de vejer til. Men nu vel. Smeden og Sørine fik fem drenge og en pige. Fire af