Det sidste punktum: Forfatterlinjen på Bjerget Efterskole

Indholdsfortegnelse

ALENE

GODMORGEN

TRÆDIGT

DA DE BAR HAM UD

BLANK

EFTERÅR

BJERGET - TRÆ

BIEN HENNING

BJERGET - DIGTE

DA DE BAR HAM UD

GRIMMESERING

BATTERI

OMKRING CORONA

WE ARE

M & MS !

I ET BJØRNEKOSTUME PÅ SIDSTE SKOLEDAG

CAN YOU FEEL IT?

TRÆ - DIGT

DA DE BAR HAM UD

SELV ROSER HAR TORNE

Uigenkendeligt

Jeg elsker dig

Tiraderim

Farvel

Tiden der gik

Regn

Selvindsigt

Det frie liv

Din skyld

Bag ruden

EFTERÅRSDIGT

DRENGEN PÅ VEJEN

JULEDIGT

ATYPISKE ASKE

DEN ALMÆGTIGE UNGDOM

NYTÅRSNAT

KROPPEN

ET BRÆNDENDE TRÆ

VISEN

EFTERÅRSDIGT

LILLE FORBRYDER, STORE ULYKKER

GRANTRÆSDIGTE

TANKEMYLDER

DRIP… DRIP… DRIP…

KOMPLET STILHED…

AUTUMN SIGN

BAG DEN PLETTEDE RUDE

FØLELSESLØS

EN NY DAGS HÅB

DET FØRSTE SKRIDT

GRANTRÆSDIGT

EFTERLADT

ET VENSKABS UDVIKLING

TIDEN

FORRÆDER

EFTERÅRS HALLØJSA

JULENS GENFORENING

FALDENDE FRA ET TRÆ

VERDEN FRA FUGLEPERSPEKTIV

ET STORSLÅET ØJEBLIK

HVEM ER JEG

NEDSTAND

HUN ER I VINDEN

KOENS TUR

VAKLENDE BEN

LEJLIGHED D2

TOMHED

EFTERÅRSSTRÅLER

HAVETS ENDE

HVAD ER JEG?

EFTERÅRET ER….

FÆRGEN TIL NORGE 2020

DA DE BAR HAM UD

NOGET UVENTET

KROPPEN

SOMMER

ALENE

Stephanie Blaameier Mertz

Alene med mig selv

For mig selv

ensomheden rammer

Selv i trygge rammer

Tårerne der triller

Som dråberne på ruden

Lyset som flimrer

Som bålet uden nåde

Minder mod musikken

Og månedens melodi

tanker som ingen ende får

tiden som bare står og står.

GODMORGEN

Anna Alopaeus Jelsbak

Marianne ligger og falder i søvn igen. Jørgen har lige vækket hende, men det er tidligere, end hun plejer, så det er tydeligt, hvor svært det er for hende. Kan du ikke ringe igen? spørger jeg Jørgen. Nej desværre, hun har ikke indstillet mig til det. Jeg skal kun ringe en gang. Jeg vil så gerne vække hende, men jeg kan ikke. Det er ikke ligefrem noget, jeg kan blive programmeret til. Babyen begynder at græde. Årh, den helgen. Tak, baby tak. Marianne vågner med et sæt og vakler hurtigt sig over til ham, vugger ham lidt i sine arme, så han falder til ro igen. Den baby skal altså snart have et navn. Hun lægger babyen fra sig og begynder at tage tøj på. Den grønne bluse, god idè Marianne. Den vil matche perfekt med de… ja! Sådan der, du vinder deres hjerter hurtigere end Mokka skider! Jeg ved godt, hun ikke kan høre mig, men lidt opmuntring gør vel ikke skade. Hun tager mig på i en fart og åbner døren ud til Mokka. Mokka er en chokoladebrun hund, der er lille og pjusket. Hun fiser ind og løber rundt om Mariannes ben. Så så Mokka får hun slynget ud, stadig ikke rigtig vågen. Vi går ud på toilettet og får børstet hendes tænder. Godmorgen Britta slynger jeg ud i rummet så højt jeg kan. Hun er nemlig aldrig vågen, når Marianne kommer ud. Engang fik hun ikke skyllet ud, så Marianne blev nødt til at tilkaldte en mand der kom og rodede i hende. Åh! svarer hun med en kortvarig forskrækkelse. Godmorgen.

Marianne får spist morgenmad tjekker mig og tager afsted. I dag tager vi bussen, fordi Marianne er ikke sikker på, hun kan parkere Pernille, der hvor vi skal hen. Det sagde hun, da hun snakkede med Martin i mobilen. Mobilen er ny. Jeg har ikke snakket med den så jeg ved ikke hvad den hedder. Efter hun lagde på, kunne jeg høre den der klamme aaaahh- lyd,den giver fra sig. Som om, der ikke findes et bedre job i verden, og jeg vil gerne lige sige, at jeg har et meget bedre job end den. Jeg kommer med ud, hver evig eneste gang hun skal ud. Jeg sidder på hendes arm. Stik den! Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke kan lide Katinka. Hun går mig på nerverne. Det er heldigt hun ikke er med i bussen. Da vi ankommer, kommer der en venlig dame imod os. Marianne smiler til hende, kigger på mig og siger: Lige til tiden.

TRÆDIGT

Mille Holmgaard Frederiksen

Bjerget

Er dækket

Af faldende sne.

Et grantræ står højt

Grene med en frisk duft

Samlet i en dynge af grøn

Ekko af et hyl høres i vinden

Som hører til de grå ulve fra norden

Med blød varm pels og skarpe tænder, jager de

Sammen sniger de ind på uvidende hjorte før løbet starter

Bankende hjerter fra begge sider ender med et dødeligt permanent resultat

Udmattede spiser de sammen i flok - unge som gamle - de er ulve

Som bor

På bjerget

DA DE BAR HAM UD

Josephine Wulff Andersen

Da de bar ham ud, greb han fat i karmen på den dør, i det vindfang, som de sammen havde og lavet. Det var et smukt vindfang, der klædte huset så godt og ligesom var et billede på deres liv sammen.

Det hele skal nok gå, skat. Hviskede jeg stille, mens han blev løftet ind i ambulancen. Han kiggede på mig med nervøse, våde øjne; næsten som om han ikke troede på, hvad jeg sagde. Han mumlede noget ingen kunne forstå, og tog hårdt fat i en af ambulancefolkene.

Jeg skal nok komme og besøge dig på hospitalet lidt senere i dag, bare hold ud. Jeg smilte og vinkede, før jeg gik ind i huset igen og lukkede døren.

Der var stille nu. Helt, helt stille. Det var underligt. For bare 20 minutter siden kunne man ikke høre andet end hans skrig, og banken på døren. Det var mærkeligt.

Jeg gik frem og tilbage i huset, og kiggede på nogle at de billeder, han havde hængt op. Der var et billede af ham og en kvinde. De så glade ud. De krammede hinanden tæt ude i en have, hvor solen skinnede flot og stort.

Jeg tog billedet ned i min taske. Han ville nok gerne have det oppe på hospitalet. Jeg gik lidt mere rundt i huset. Der var blodpletter på det hvide gulvtæppe, bestik smidt ud over det hele og nogle planter, der var blevet væltet. Han får nok brug for noget hjælp når han skal gøre rent.

Jeg ventede en times tid, før jeg gik udenfor, og ind i min bil. Motoren brummede højt og dejligt, mens jeg kørte mod hospitalet. Jeg glædede mig til at se hans dejlige, lille ansigt igen. De blå øjne, det blonde hår, det lille modermærke under det venstre øje.

Hej, jeg er her for at besøge Daniel Frederiksen. Jeg smilede til damen bag disken, mens hun tjekkede hvilket rum han var i.

Han er i nr. 308. Jeg nikkede, og gik hen til elevatoren. Der var ikke særligt mange i den, kun en ældre fyr i en kørestol og et lille barn. Barnet kiggede på mig med hovedet skævt og tog fat i den gamle fyrs hånd. Kort efter stoppede elevatoren. Jeg gik stille og roligt ud. Jeg kunne mærke barnets blik i min nakke, det var som om, det prøvede at nedstirre mig.

306, 307… Endelig, 308! Jeg bankede stille på døren, og gik ind i rummet. Han så så fredfyldt ud. Hej, skat. Sagde jeg, og satte mig ved siden af ham. Han åbnede stille sine øjne, og gnubbede dem lidt. Har du sovet godt? Spurgte jeg, og