Den franske filmindustri er både den ældste og en af de største og stærkeste i Europa med det højeste årlige antal nationale produktioner (340 film i 2021). En del af forklaringen ligger i de omfattende offentlige støtteordninger, co-produktionsaftaler med tv-kanalerne og regler for visninger af film på dem.
I 1943 blev filmskolen Institut des hautes études cinématographiques (IDHEC) grundlagt, og i 1946 det statslige Centre National de la Cinématographie (CNC), der indførte importkvoteordninger, som skulle beskytte den nationale filmindustri. I dag er det stadig CNC, der administrerer den statslige franske filmstøtte. Frankrig har da også markeret sig i forreste linje i den europæiske films mobilisering mod den amerikanske dominans på film- og tv-markedet.
Frankrig var i lange perioder den mest toneangivende filmnation i Europa og har stadig en mangfoldig filmproduktion med stærke stemmer inden for genrefilmen (sci-fi, body horror), kostumedramaer, actionfilm og folkekomedier. På den internationale scene forbindes fransk film dog især med arthousefilm og dialogbåret drama.
Frankrig har også en omfattende produktion af tv-serier. Siden streamingtjenesterne for alvor holdt deres indtog på det europæiske marked, kan især nævnes Netflix-serierne Lupin (2021-2023), Dix pour cent (2015-2020, Ring til min agent) samt Le Bureau des légendes (2015-2020, Falsk identitet) og Baron noir (2016-2020).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.