Østrup Kirke

Den romanske kirke er, lidt utraditionelt, bygget i teglsten. I romansk tid er langt størstedelen af kirker ellers bygget i natursten. Kirken er således et eksempel på et tidligt teglstensbyggeri. Kirken har været ganske lille og fulgte den traditionelle, romanske grundplan med skib og kor med apsis mod øst.

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle, ligesom den oprindelige kirke, er udført i munkesten, som først blev rigtig udbredt som byggemateriale i løbet af gotikken.

Vestforlængelsen af skibet er forbundet til skibet via en spids arkade. Forlængelsen har muligvis været tiltænkt at skulle være underdel til et tårn, som dog ikke blev opført. Fra skriftlige kilder ved man dog, at bygningen har været udstyret med en tømret konstruktion til at bære klokken.

Langhuskoret, som er lige så bredt og højt som resten af skibet, blev bygget i 1595. Bygningens gavl mod øst er trappeformet med kamtakker og blændingsdekorationer (murnicher) – et typisk træk ved gotisk arkitektur.

Tårnoverdelen med pyramidetag blev opført over den senmiddelalderlige vestforlængelse i 1827. Tårnet har mod alle fire verdenshjørner parvise glamhuller, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Samtidig med tårnets opførsel blev der også bygget et gravkapel ved korets nordside. Våbenhuset fra 1895, som erstattede et ældre våbenhus samme sted, er opført i nygotisk stil og bruges i dag som adgang til kirken.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter. Kirkens større inventarstykker, såsom kirkebænke, er holdt i en farvesætning, der er afstemt efter altertavlens gråtonebemaling, mens prædikestolens brogede barokbemaling er mere stærk i farverne med forgyldninger og røde og grønne nuancer.

På vestforlængelsens nordvæg er en helgenfremstilling af Skt. Peter omgivet af liljeornamenter. Kalkmaleriet er dateret til 1425-1450. I korets andet fag, på hvælvet, er der en basunblæsende engel fra omkring 1760. Den udgør sandsynligvis den sidste rest af en scene, der har interageret med prædikestolens lydhimmel.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont i granit, som er af den såkaldte arkadetype, der er udbredt på Fyn. Den terningformede fods sider er udsmykket med kors på tre sider, mens den fjerde viser en stiliseret blomst. Kummen er prydet af arkader, hvoraf der i enkelte af dem ses geometriske mønstre.

Et krucifiks fra 1500-tallet er i dag ophængt på skibets nordvæg. Det viser en Kristusfigur spændt op på korset. Korset er af nyere dato. Figuren har siden en konservering i 1973 stået med sin oprindelige bemaling med gråbrun hudfarve, brunt hår og skæg.

Prædikestolen er udført omkring 1580’erne og er inddelt i fire fag adskilt af søjler. Fagene indeholder malerier af hhv. Peter, Jesus som Salvator Mundi, verdensfrelser, og Paulus. Prædikestolens nuværende bemaling stammer fra barokken og er domineret af rødt og grønt med forgyldte detaljer og udpræget brug af marmorering.

Altertavlen er udført i 1769 med et maleri fra 1863 af Christoffer Faber (1800-1869). Maleriet forestiller nadverens indstiftelse. Altertavlens storfelt er flankeret af spinkle, snoede halvsøjler, mens bundstykket har bibelcitater i forgyldning. Øverst er et mindre maleri, der forestiller korsfæstelsen, og over maleriet er en sky med strålekrans, hvori der står "Jahve".