Faktaboks

Sogn
Østrup Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune
Østrup Kirke
Østrup Kirke er hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Østrup Kirke er i udgangspunktet en romansk landsbykirke, der i lighed med andre kirker fra samme periode har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor en del af kirkens tilbygninger kom til, og den oprindelige kirke blev ombygget.

Kirken ligger i landsbyen Østrup på Nordfyn tæt på Odense Fjord og ca. 10 km nord for Odense.

Kirkebygning

Østrup Kirke
Kirkerummet i Østrup Kirke. I venstre side er prædikestolen og i højre side står døbefonten. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirken består af et kor, en apsis og et skib fra romansk tid. Den romanske periode er ca. 1050-1275. Senere i middelalderen, i gotisk tid (ca. 1250-1550), blev et nu forsvundet våbenhus føjet til på skibets sydside, og skibet blev forlænget mod vest. Vestforlængelsen har muligvis haft en forgænger i træ til det nuværende tårn. Efter middelalderen, i slutningen af 1500-tallet, blev det romanske kor og apsis nedrevet og omdannet til et langhus med et nyt, overhvælvet kor. Først i 1827 fik kirken sit nuværende tårn. I samme ombæring blev et nyt våbenhus rejst ved tårnets vestside, og et kapel på kirkens nordside.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

Den romanske kirke er, lidt utraditionelt, bygget i teglsten. I romansk tid er langt størstedelen af kirker ellers bygget i natursten. Kirken er således et eksempel på et tidligt teglstensbyggeri. Kirken har været ganske lille og fulgte den traditionelle, romanske grundplan med skib og kor med apsis mod øst.

Gotikkens tilbygninger

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle, ligesom den oprindelige kirke, er udført i munkesten, som først blev rigtig udbredt som byggemateriale i løbet af gotikken.

Vestforlængelsen af skibet er forbundet til skibet via en spids arkade. Forlængelsen har muligvis været tiltænkt at skulle være underdel til et tårn, som dog ikke blev opført. Fra skriftlige kilder ved man dog, at bygningen har været udstyret med en tømret konstruktion til at bære klokken.

Langhuskoret, som er lige så bredt og højt som resten af skibet, blev bygget i 1595. Bygningens gavl mod øst er trappeformet med kamtakker og blændingsdekorationer (murnicher) – et typisk træk ved gotisk arkitektur.

Nyere tilbygninger

Tårnoverdelen med pyramidetag blev opført over den senmiddelalderlige vestforlængelse i 1827. Tårnet har mod alle fire verdenshjørner parvise glamhuller, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Samtidig med tårnets opførsel blev der også bygget et gravkapel ved korets nordside. Våbenhuset fra 1895, som erstattede et ældre våbenhus samme sted, er opført i nygotisk stil og bruges i dag som adgang til kirken.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter. Kirkens større inventarstykker, såsom kirkebænke, er holdt i en farvesætning, der er afstemt efter altertavlens gråtonebemaling, mens prædikestolens brogede barokbemaling er mere stærk i farverne med forgyldninger og røde og grønne nuancer.

Kalkmalerier

Østrup Kirke
Kalkmaleri af Sankt Peter omgivet af liljeornamenter. Det er udført omkring 1425-1450. Det er malet på vestforlængelsens nordvæg. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0
Østrup Kirke

Basunblæsende engel fra omkring 1760 på korets andet fag. Den udgør sandsynligvis den sidste rest af en scene, der har interageret med prædikestolens lydhimmel. Foto: 2018.

Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

På vestforlængelsens nordvæg er en helgenfremstilling af Skt. Peter omgivet af liljeornamenter. Kalkmaleriet er dateret til 1425-1450. I korets andet fag, på hvælvet, er der en basunblæsende engel fra omkring 1760. Den udgør sandsynligvis den sidste rest af en scene, der har interageret med prædikestolens lydhimmel.

Inventar i Østrup Kirke

Inventaret i Østrup Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Døbefont fra romansk tid

Østrup Kirke
Den romanske døbefont i Østrup Kirke. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont i granit, som er af den såkaldte arkadetype, der er udbredt på Fyn. Den terningformede fods sider er udsmykket med kors på tre sider, mens den fjerde viser en stiliseret blomst. Kummen er prydet af arkader, hvoraf der i enkelte af dem ses geometriske mønstre.

Krucifiks fra 1500-tallet

Et krucifiks fra 1500-tallet er i dag ophængt på skibets nordvæg. Det viser en Kristusfigur spændt op på korset. Korset er af nyere dato. Figuren har siden en konservering i 1973 stået med sin oprindelige bemaling med gråbrun hudfarve, brunt hår og skæg.

Østrup Kirke

Krucifiks fra 1500-tallet. Det er ophængt på skibets nordvæg. Det viser en Kristusfigur spændt op på korset. Foto: 2018.

Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Prædikestol fra renæssancen

Østrup Kirke

Prædikestolen i Østrup Kirke. Prædikestolen er fra omkring 1580'erne. Foto: 2018.

Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Prædikestolen er udført omkring 1580’erne og er inddelt i fire fag adskilt af søjler. Fagene indeholder malerier af hhv. Peter, Jesus som Salvator Mundi, verdensfrelser, og Paulus. Prædikestolens nuværende bemaling stammer fra barokken og er domineret af rødt og grønt med forgyldte detaljer og udpræget brug af marmorering.

Barok altertavle

Altertavlen er udført i 1769 med et maleri fra 1863 af Christoffer Faber (1800-1869). Maleriet forestiller nadverens indstiftelse. Altertavlens storfelt er flankeret af spinkle, snoede halvsøjler, mens bundstykket har bibelcitater i forgyldning. Øverst er et mindre maleri, der forestiller korsfæstelsen, og over maleriet er en sky med strålekrans, hvori der står "Jahve".

Østrup Kirke
Altertavlen i Østrup Kirke. Med bemaling fra 1864 og Christoffer Fabers nadvermaleri fra 1865. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Gravminder

Østrup Kirke
Poul Skinkels og Ide Dreddelsbergs gravsten i Østrup Kirke. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

En gravsten over Poul Skinkel og Ide Dresselberg er fra 1565, hvor ægteparret vises som et helfigursportræt. Han er i rustning med venstre hånd på sværdet, mens hun er i fodlang kjole og enkeklæde på hovedet. Ægteparrets slægtsvåbenskjolde ses også. Stenen er placeret på den nordre side af koret.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig