Charles Maurice de Talleyrand

Charles Maurice de Talleyrand, egenlig Charles Maurice de Talleyrand-Périgord, 2.2.1754-17.5.1838, højadelig fransk politiker og diplomat, fyrste af Bénévent.

Talleyrand, der var halt og derfor forhindret i en karriere i hæren, indstillede sig som ung på en kirkelig løbebane. I 1788 blev han biskop af Autun, men gik imod den katolske kirkes interesser, da han som medlem af Nationalforsamlingen i 1789 stillede forslag om nationalisering af kirkegodset.

Talleyrand, der støttede revolutionen, viste sig som en dygtig diplomat og var i sit politiske virke bl.a. i 1792 udsending i London. Siden kom han i opposition til jakobinerne og blev forvist fra Frankrig.

Efter to års eksil i USA vendte Talleyrand i 1796 tilbage til Frankrig og var her udenrigsminister 1797-1807. Selvom han stillede sig kritisk til Napoleons erobringspolitik, forblev Talleyrand rådgiver for Napoleon frem til 1808. Talleyrand var af den overbevisning, at Frankrig var bedst tjent med fred i Europa og ligevægt mellem stormagterne, og han fastholdt forbindelse til Napoleons modstandere både i og uden for Frankrig. Efter Napoleons fald i 1814 blev Talleyrand udenrigsminister under Ludvig 18. og var kortvarigt leder af den provisoriske regering. På Wienerkongressen forstod han behændigt at håndhæve Frankrigs interesser over for sejrherrerne. 1830-35 var han ambassadør i London.

I sit private liv var Talleyrand connaisseur af god mad og kendt for de middage, som dygtige kokke i hans husholdning tilberedte. I det klassiske køkken er hans navn forbundet med adskillige retter, bl.a. en omelet, en savarinkage med ananas og en madeirasauce.

Talleyrand blev i 1802 gift med Catharine Grand, f. Worlée (1762-1835), der var opvokset i Tranquebar. I en sen epoke af sit liv fik han et nært forhold til Dorothée, hertuginde af Dino og Sagan, født prinsesse af Kurland (1793-1862). Denne relation beskriver Georg Brandes i Hertuginden af Dino og Fyrsten af Talleyrand (1923). Litteraturen om Talleyrand er stor, men utvivlsomt står stadigvæk ambassadør Duff Coopers biografi fra 1932 som noget centralt i beskrivelsen af Talleyrands levned.