Grækenland i oldtiden

I århundrederne før Den Græske Frihedskrig mod tyrkerne fulgte grækerne den byzantinske tradition og kaldte sig romaioi. Men med dannelsen af den moderne stat valgte de at kalde sig "hellenere" (ellines) og deres stat "Hellas" (Ellada) for dermed at understrege den historiske tilknytning til antikken. Ikke blot sprogligt, men også etnisk og kulturelt følte de sig nu som arvtagere efter oldtidens hellenere. På næsten alle europæiske sprog har man imidlertid valgt at følge romernes navneskik.

I romersk kejsertid var vor tids Grækenland delt mellem provinserne Achaia, Epiros og Macedonia, men i daglig tale kaldte romerne hele landet for "Graecia", og navnet "graeci" brugtes ikke blot om hellenerne i selve Hellas, men også om alle dem, der var bosat i de mange hundrede bystater, som hellenerne havde grundlagt langs Middelhavets og Sortehavets kyster. Som afledninger af de latinske navne Graecia og graeci har vi fx på tysk Griechenland/Griechen, hvorfra vi har fået Grækenland/grækere. På de moderne europæiske sprog (undtagen norsk) bruges Hellas udelukkende som en betegnelse for oldtidens Grækenland.

Den latinske benævnelse graeci var afledt af graikoi, som oprindeligt var navnet på en hellensk stamme bosat i Nordvestgrækenland. Via Adriaterhavet og Pofloden kom etruskerne i kontakt med graikoi og de andre nordvestgræske stammer, og de synes at have fulgt det velkendte princip, at man kan benævne et helt folk efter den stamme, der bor nærmest en selv. Etruskerne kunne således kalde en hellensk slave for "graice". Og fra etruskerne gik navnet videre til romerne, skønt de hellenere, som romerne selv først kom i kontakt med, var dem, der boede i Syditalien og på Sicilien.

De følgende artikler behandler den græske oldtid, der kronologisk afgrænses til tiden fra de første tegn på menneskelig tilstedeværelse og frem til ca. 400 e.Kr. I denne periode udviklede der sig i det græske område en kultur, der fik stor betydning for den senere europæiske civilisation. Den oldgræske kultur strakte sig langt ud over det nuværende Grækenlands område. I det følgende er behandlingen af de enkelte temaer dog afgrænset til det geografiske område, som behandles under landeartiklen om det nuværende Grækenland. En bredere redegørelse for den græske kulturs udbredelse bringes i artiklen Hellas.

Fra renæssancen begyndte man at interessere sig for studiet af den græske oldtid. I 1300-t. blev det således atter muligt at læse og forstå oldgræsk, hvilket yderligere styrkede interessen. Malere og billedhuggere hentede inspiration i mytologien; op til midten af 1700-t. blev antikken dog først og fremmest forbundet med romertiden. Den Græske Frihedskrig førte i Europa til en romantisk begejstring for områdets historie i antikken, hvilket igen førte til en øget arkæologisk udforskning; hovedvægten blev lagt på det klassiske Grækenland (400- og 300-t. f.Kr.).

Danske arkæologer var allerede tidligt i 1800-t. aktive i Grækenland. En af de første var den internationalt anerkendte filolog P.O. Brøndsted. Han ledede i 1811 den danske udgravning på øen Kea. I hans fodspor drog arkitekterne til Grækenland for at studere bygningsværkerne. Professor i klassisk filologi J.L. Ussing, som sad i Ny Carlsbergfondets bestyrelse, bevirkede, at det første større græske feltarkæologiske projekt kom i gang på Rhodos (1902-14), ledet af hans elev K.F. Kinch og senere af museumsinspektør og den første danske professor i klassisk arkæologi, Christian Blinkenberg. Hermed var Danmark med i den internationale udforskning af Grækenland, der var centreret omkring de store udenlandske skoler i Athen, grundlagt af Storbritannien, Frankrig og USA før år 1900; Østrig og Italien fulgte snart efter. Det Danske Institut i Athen blev først indviet i 1992, og det har iværksat nye undersøgelser, bl.a. af den vestgræske lokalitet Chalkis. Se også antikken.