filosofi i oldtidens Grækenland

Græsk filosofis tidligste fase, den førsokratiske filosofi, beskæftiger sig hovedsagelig med den ydre verden og søger en konstans, "det værende", bag verdens tilsyneladende forandringer. Først forsøgte man at identificere konstansen med et "stof" (den joniske naturfilosofi), men efterhånden raffineredes problemstillingen. Heraklit fandt den sande virkelighed i selve den rationelle orden, der er indbygget i forandringerne (logos-begrebet), pythagoræerne i matematiske strukturer (tal), mens Parmenides analyserede selve "begrebet" om det værende: Kun det har realitet, som er uforanderligt og kan tænkes uden modsigelse, og kun væren opfylder dette krav. Det indebærer, at den tilsyneladende virkelighed er uvirkelig, og denne radikale konklusion medførte en dyb krise. De sene førsokratikere søgte at forene Parmenides' strenge konstanskrav med den faktiske eksistens af en fysisk verden. Et blandt flere løsningsforsøg var atomismen, ifølge hvilken verden består af uforanderlige atomer i stadig bevægelse.

Alle de førsokratiske systemer var spekulative, og nogen enighed opnåedes ikke. Det fremkaldte en reaktion, dels fra den empiriske lægevidenskab, dels fra sofisterne. Sofisterne undersøgte den verden, mennesket selv har skabt, og som altså kan laves om: de politiske og moralske normer. Sofisterne, der må ses i sammenhæng med demokratiet i Athen og dets krav om mundtlig sagsbehandling, lagde vægt på argumentationsteknik, evnen til at argumentere for og imod. Filosofisk indebar dette en erkendelsesteoretisk relativisme, ofte tillige en moralsk.

Herimod reagerede Sokrates. En gammeldags, men "inderliggjort" religiøsitet forbandt han med en overbevisning om, at det enkelte menneske er forpligtet af absolutte moralske normer, og med en dyb mistillid til, at noget menneske faktisk har opnået moralsk indsigt ("jeg ved, at jeg intet ved"). Ikke desto mindre er moralsk indsigt i princippet mulig, og indsigt implicerer handling ("dyd er viden").

Sokrates, som intet skrev, var for Platon den store igangsætter. Den sokratiske grundtanke, at noget i absolut forstand er sandt eller godt, og at der må være nogle sidste forudsætninger for erkendelse og moral, forbandt han med det førsokratiske konstanskrav. Hans dialoger kan ses som en stadig søgen efter disse sidste forudsætninger, som Platon kalder idéer. En idé er immateriel og eksisterer i absolut forstand og uafhængigt, mens alt andet — fænomenerne — har afhængig eksistens; ting eksisterer i kraft af idéer og erkendes ved hjælp af idéer. Også moralske normer er funderet i idéerne. Platons helhedssyn implicerer både en moralsk, en politisk og en erkendelsesteoretisk forpligtelse for det enkelte menneske.

Aristoteles, Platons elev, brød med hans ontologi, dvs. lære om det værende. Centrum er ikke begrebet eller idéen, men den enkelte genstand. Aristoteles vil rehabilitere erfaringsverdenen; begreber er ikke selvstændige realiteter, men forklaringsinstanser. På den anden side var Aristoteles ikke konceptualist: Til begreber svarer træk i virkeligheden. Verden består af ting, der hver for sig eksemplificerer typer, og som forstås gennem begreber. Erkendelsesteoretisk er afstanden til Platon herved ikke stor.

Aristoteles' bestræbelse på differentieret filosofisk refleksion kræver et omfattende begrebsapparat: På den ene side formelle begreber, som kan anvendes på et hvilket som helst område af virkeligheden (fx form og materie), på den anden side begreber, der er afpasset efter de sider af virkeligheden, som et enkelt fagområde beskæftiger sig med. Aristoteles er således metodisk pluralist. Det er med god ret, at han har stået fadder til en række forskellige fag såsom logik, biologi, psykologi, politik og poetik.

Med Alexander den Store ændredes den gamle bystats førende rolle; den nye tid, hellenismen, prægedes af både individualisme og kosmopolitisme. Filosofien stræbte efter den højeste lykke for den enkelte, men samtidig er hellenistisk filosofi udpræget intellektualistisk; alle filosofiske områder, også logik, erkendelsesteori og fysik, søgtes inddraget under én systematisk helhed. Platons og Aristoteles' skoler fortsatte, men der opstod nye retninger: epikuræisme, stoicisme og skepticisme. Fælles for disse retninger er en reaktion imod Platon og Aristoteles, generelt udtrykt i en empirisk-naturalistisk grundholdning. Verden er materiel, og enhver erkendelse må begynde med sansning. En epikuræer eller en stoiker vil mene, at der eksisterer kriterier for sikker sanseerkendelse, en skeptiker vil benægte det. Etisk er alle tre retninger enige om, at målet er det "højeste gode", og at det består i at handle i overensstemmelse med indsigt i naturen. Men for en epikuræer består det gode i lystfølelse, for en stoiker i dyd, og for en skeptiker er sjælefred (ataraxia) en direkte følge af, at man giver afkald på filosofisk dogmatisme.

I romertiden fandt der fra det 1. århundrede f.v.t. en tilnærmelse sted mellem platonisme og stoicisme. Filosofien blev i højere grad livsfilosofi, og teoretiske spørgsmål trådte i baggrunden. De tre hellenistiske retninger ebbede efterhånden ud, og mod slutningen af romersk kejsertid blev nyplatonismen, der dog rummede væsentlige elementer af stoicisme, enerådende. Det dominerende motiv i nyplatonismen, med Plotin som den mest fremtrædende repræsentant, er metafysisk: Det højeste princip — det ene hos Plotin — kan i sig selv ikke erkendes, men er kilde til både eksistens og erkendelse.

Modspilleren til nyplatonismen var ikke en anden filosofisk skole, men kristendommen. Som på alle andre områder var mødet mellem kristendommen og den græske filosofi en konfrontations- og assimilationsproces. Hos kristne tænkere som Origenes i det græske og Augustin i det latinske område blev græsk tænkemåde, i første række den nyplatoniske, assimileret og omformet.

• førsokratiske filosoffer
• Sokrates
• Platon
• Aristoteles
• Epikur
• stoicisme
• skepticisme
• nyplatonisme
• Grækenland i oldtiden