Kina

Kinas geografiske historie går millioner af år tilbage til mesozoisk tid. Et af de vigtigste geografiske begivenheder var sammenstødet mellem de eurasiske og indiske tektoniske plader, der skabte det tibetanske højlandsplateau, hvilket fik stor betydning for Kinas klima og ikke mindst hydrologi. Spor af de første mennesker går 2 millioner år tilbage til tidlig palæolitikum. Der er i huler fundet fossiler af homo erectus pekinensis (Peking-manden), der daterer sig til 700.000 f.v.t. Overgangen fra jægersamfund til landbrugsdyrkning starter omkring 10.000 f.v.t. Centrum for agerbrugserhvervet var det frugtbare nordkinesiske løss-område, som Den Gule Flods (Huang He) aflejringer har dannet over millioner af år.

Shang-riget (ca. 1650-1000 f.v.t) er den første statsdannelse, der er rimeligt velbelyst af historiske kilder, mange i form af skrifttegn på orakelben. Det efterfølgende Zhou-dynasti (1000-255 fvt) er karakteriseret ved eksistensen af en række stridende stater, men også ved fremkomsten af en række filosofiske og religiøse retninger, såsom konfucianisme, daoisme og legalisme. I 221 fvt har Qin-staten besejret de andre rivaliserende stater, og Qin-kongen etablerer sig som kejser af et samlet Kina. Selv om der har været perioder med borgerkrig og splittelse, er kinesisk historie siden oldtiden præget af en søgen mod enhed og centraliseret styre. Under dynastier som Tang, Ming og Qing dominerede den kinesiske civilisation Asien og var med hensyn til økonomisk formåen uden samtidig sidestykke.

I 1800-tallet svækkes Kina af intern uro og borgerkrige samt de imperialistiske magters indtrængen, og landet oplever en længere periode med ulige traktater og vestlige koncessioner. I 1911 falder kejserdømmet som følge af det indre og ydre pres, og republikken Kina dannes. Men den nye statsdannelse mislykkes, og i 1949 overtager KKP under Maos ledelse magten efter en blodig borgerkrig og udråber Folkerepublikken Kina. Efter en periode med økonomisk fremgang lancerer Mao Det Store Spring Fremad og senere Kulturrevolutionen, der fører til store udrensninger. Men efter Maos død overtager pragmatiske ledere med Deng Xiaoping i spidsen magten og indleder i slutningen af 1978 en reformperiode med rekordhøj økonomisk fremgang og intensiveret handel med udlandet. Resultatet er, at Kina i år 2010 bliver verdens næststørste økonomi kun overgået af USA.

Under Xi Jinping har er Kinas interne reformproces bremset op, om end ambitionerne er skruet i vejret, bl.a. i form af den kinesiske drøm, der sigter på at genskabe Kina som en kulturel, politisk, økonomisk og militær verdensmagt ved 100-årsdagen for Folkerepublikken Kinas dannelse i 2049.

• Læs mere om Kinas historie, Mao Zedong, Deng Xiaoping konfucianisme, daoisme og legalisme

Kina er meget bjergrigt, idet 65% af landmassen udgøres af bjerge og plateauer. Terrænet, der hælder fra vest mod øst, kan groft inddeles i fire store trappetrin eller niveauer: (1) Det Tibetanske Plateau i sydvest, (2) stepper og ørkener nord og øst for det Det Tibetanske Plateau, (3) de vidstrakte flodsletter mod øst og syd der afvander de store floder som Den Gule Flod (Huang He), Yangtzefloden (Chang Jiang) og Perlefloden (Zhu Jiang); (4) randhavene såsom Det Sydkinesiske Hav, Det Østkinesiske Hav med tilhørende øer. De frugtbare flodsletter rummer størstedelen af befolkningen og udgør Kinas brødkurv.

Kinas store areal på 9.562.911 km² og den lange nord-syd udstrækning gør, at landet har tre klimazoner; det tempererede Nordkina, det subtropiske Sydkina og det allersydligste tropiske Kina i Hainan og øerne i Det Sydkinesiske Hav. Nedbørsmæssigt dominerer monsunen, som giver vinterkulde og tørke i nord og varme og fugtige somre i syd.

Kina står over for store udfordringer mht miljø og bæredygtighed. Årtiers fokus på sværindustriel udvikling har skabt store naturødelæggelser. Det drejer sig især om massiv luftforurening og voldsom belastning af vandressourcer i floder og søer. Selv om der finder en markant omstilling sted fra kul til vind – og solenergi, er de fossile brændstoffer fortsat dominerende. Kina står for næsten 30% af verdens udledning af CO2.

• Læs mere om Kinas geografi, løssplateauet, Huang He, Det Sydkinesiske Hav

I Mao-tiden var Kina indkomstmæssigt et egalitært samfund med en gini-koefficient på ca. 0.22. Det har ændret sig siden reformperiodens start i 1978, og gini-koeffienten er nu på knap 0.40, hvilket er næsten på niveau med USA og markant højere end i de fleste europæiske lande. Ulighederne styrkes af det såkaldte hukou-system, der er et officielt boligregistreringssystem. Alle i Kina bliver tildelt en registreringsstatus som enten bønder eller byboere. Systemet gør det næsten umuligt for folk fra landet at erhverve bystatus, navnlig i de store byer Beijing og Shanghai. Det rammer millioner af migrantarbejdere, som dermed ikke kan få del i de velfærdsordninger mht bolig, uddannelse og pension, der gælder for byboere.

Den hastige økonomiske vækst har skabt en klasse af milliardærer. I en periode drejede det sig især om entreprenører i bygge- og anlægssektoren, men nu er det i stigende grad iværksættere inden for tech-industrien, som har højre indtægter og formuer.

Kina er verdens største producent af stål, kul, cement, aluminium, kemikalier, bomuld, korn, kød og fisk. Landet betragtes som verdens produktionsværksted og dominerer verdensmarkedet for en lang række industriprodukter som maskiner, elektronikprodukter og tekstiler. Kina er endvidere verdens største bilmarked og har en dominerende position mht fabrikationen af elbiler og grøn teknologi.

• Læs mere om Kinas økonomi

Den kinesiske statsform består af 22 provinser, fem selvstyrende områder på provinsniveau, og fire store byer (Beijing, Chongqing, Shanghai og Tianjin) ligeledes på provinsniveau. Derunder er der 333 distrikter, 2.843 amter samt 38.602 lokalregeringer i mindre bysamfund (townships)

Magten er lokaliseret i Kinas Kommunistiske Parti (KKP), der med sine 98 millioner medlemmer er verdens største parti og, bortset fra det nordkoreanske Arbejderparti, verdens længst-regerende kommunistiske parti. Det styrer den kinesiske stat gennem retten til at udpege ledere på alle niveauer af statsapparatet og endvidere via eksistensen af particeller i alle ministerier, kontorer og organisationer. Virksomheder, NGO’er og selv joint ventures skal også etablere en particelle. Der findes også otte såkaldte demokratiske partier som er et levn fra tiden før 1949, men de har ingen reel politisk indflydelse og styres af KKP ud fra ”forenet front” princippet og gennem Den Politisk-Konsultative Konference, der mødes en gang om året.

Kinas præsident er det formelle statsoverhovede, men det vigtigste politiske embede i landet er posten som generalsekretær for KKP. Siden 1993 har de to embeder været besat med den samme person. Siden 2012 har Xi Jinping været generalsekretær og fra 2013 præsident.

• Læs mere om Xi Jinping, Kinas Kommunistiske Parti, forfatning og politisk system, forenet front

Den kinesiske befolkning har de sidste 45 år oplevet en indkomststigning uden sidestykke i nyere historie. BNP per indbygger er mangedoblet til 85.919 kr. i 2022. Verdensbanken har beregnet, at Kina siden 1978 har løftet 800 millioner mennesker over fattigdomsgrænsen. Boligforholdene er væsentligt forbedret. I 1978 havde hver byboer kun 3,6 m² til rådighed. Det er steget med det tidobbelte til knap 40 m².

Der er indført et landsdækkende sundheds – og sygesikringssystem, der kombinerer statslige tilskud og individuelle bidrag. Generelle forbedringer af sundhedssystemet og et forbedret fødevareindtag har betydet, at den gennemsnitlige levealder er steget til 75,4 år for mænd og 80.9 for kvinder og nu er på niveau med USA’s. I den statslige sektor er pensionssystemet velfungerende, og statslige embedsmænd får en god og sikker pension, hvorimod bønderne selv må sørge for deres pension.

Generelt er der lav arbejdsløshed. Dog har det udviklet sig en strukturel arbejdsløshed på næsten 15% blandt unge mellem 18 og 24, hvilket skyldes, at mange af de otte millioner kandidater, kinesiske universiteter producerer på årlig basis, har svært ved at finde et arbejde, der svarer til deres uddannelse. Det er stadig forbundet med social prestige at være statslig embedsmand, og der er hård konkurrence om de få tusinde stillinger, der slås op på årlig basis.

Den strenge etbarnspolitik, der blev indført i starten af 1980’erne, er siden 2015 gradvist blevet afskaffet, og regeringen opfordrer nu familier til at få flere børn. Baggrunden er et begyndende fald i befolkningstallet. Det har allerede bevirket en faldende arbejdsstyrke. Imidlertid ønsker mange familier kun at få et barn, og derfor har den nye politik ikke haft gennemslagskraft. Det diskuteres at løse problemet vedrørende den faldende arbejdsstyrke ved at hæve pensionsalderen, der er på 60 og 50 år for henholdsvis mænd og kvinder, men det vækker stor modstand i befolkningen.

• Læs mere om sociale forhold i Kina, Kina-familien

Kinas befolkning består af 56 etniske grupper, men mere end 91% udgøres af han-kinesere, hvilket gør, at den kinesiske kultur er relativ homogen. Næsten 40% af befolkningen er ikke-religiøse. Omkring 30% bekender sig til forskellige folkereligioner, og godt 15% betragter sig som buddhister. Kristne udgør kun godt 7% af befolkningen. Konfucianismen betragtes normalt ikke som en religion, men den har ikke desto mindre stadig stor betydning som livsetik og moralkodeks og sameksisterer ofte med de egentlige religioner. Den kinesiske befolkning er generelt ikke-ekskluderende i forhold til religion og livsanskuelse, og mange kombinerer i praksis elementer fra både daoisme, konfucianisme og buddhisme (synkretisme).

Mao kritiserede ofte den traditionelle kinesiske fokusering på eksaminer og udddannelse og lancerede sloganet ”hellere rød end ekspert”. Efter Kulturrevolution fremhævede Deng Xiaoping betydningen af uddannelse og skabte et meritokratisk bureaukratisk system. I dagens Kina kan man ikke nå til tops i det politiske system uden en højere uddannelse. Mange ledere har taget deres højere uddannelse som efteruddannelse på Den Centrale Partiskole i Beijing, der er autoriseret til at tildele kandidat- og phd grader.

Kina har haft stor kulturel indflydelse i den østasiatiske region. Konfucianismen spredte sig til Korea, Japan og Vietnam. Kina har også været påvirket af andre asiatiske lande og kulturer. Det gælder bl.a. buddhismen, der er kommet til Kina fra Indien via Tibet.

Sport står stærkt i Kina. Nationalsporten er bordtennis, stærkt forfulgt af badminton. Mange arbejdspladser har bordtennisborde stående og sent om eftermiddagen kan man se mange spille badminton i de kinesiske bykvarterer. I de senere år har kinesiske sportsudøvere også udmærket sig inden for svømning og gymnastik.

• Læs mere om uddannelse i Kina, Kina – sport

Hovedsproget er standard kinesisk/putonghua. Det er det officielle sprog baseret på det sprog, der tales i Beijing, og som anvendes i skolen og i de nationale medier. Inden for han-majoriteten findes der en række andre hovedsprog/dialekter, hvoraf de vigtigste er yue/kantonesisk, wu/Shanghaidialekten, min/fujianesisk, xiang/hunanesisk, gan/Jiangxidialekten, og kejia/Hakkadialekten. Disse dialekter adskiller sig fra hinanden og er ikke umiddelbart gensidigt forståelige. Men de anvender de samme skrifttegn. De nationale mindretal har deres egne sprog og skrift. Zhuang har officiel status i Guangxi, mongolsk i Indre Mongoliet, uygurisk i Xinjiang og tibetansk i Tibet.

Moderne kinesisk adskiller sig fra klassiske kinesisk ved at anvende simplificerede tegn. Derimod anvender man i Hong Kong og i Taiwan de klassiske tegn, der indeholder flere streger og betydningselementer.

• Læs mere om sprog i Kina, Kina – folkeslag

De første kontakter mellem Danmark og Kina fandt sted i 1676, da skibet Fortuna anløb Fuzhou i Fujian-provinsen. Det var først i sidste halvdel af 1700-tallet, at handelen mellem Kina og Danmark for alvor udviklede sig. I den såkaldte florissante periode udrustede Asiatisk Kompagni i samarbejde med kongemagten store sejlskibe, der fra Kina hjembragte værdifulde ladninger af the og porcelæn. I begyndelsen af det 20. århundrede var danske virksomheder som telegrafselskabet Store Nord og handelsfirmaet Østasiatisk Kompagni aktive i Kina, og der var en større koloni af danskere bosat i Shanghai.

Danmark var et af de første vestlige lande, der anerkendte Folkerepublikken Kina, og forholdet mellem de to lande har, bortset fra mindre episoder, været præget af venskabelige relationer. I 2008 underskrev de to lande et såkaldt omfattende strategisk samarbejde, og i 2019 modtog Københavns Zoologiske Have på symbolsk vis to pandaer fra Kina.

Danmarks handel med Kina er betydelig, og Kina er nu Danmarks sjette største samhandelspartner. Der er omkring 500 danske virksomheder, der har etableret sig i Kina med produktionsvirksomheder eller repræsentationskontorer. Men de økonomiske relationer mellem Danmark og Kina er i ubalance, idet Danmark kontinuerligt har stort underskud på samhandelen med Kina samtidig med, at kinesiske investeringer i Danmark er ubetydelige og på ingen måde matcher de danske investeringer i Kina.

• Læs mere om den florissante periode

• Asien
• BRIKS-landene
• Taiwan
• Nepal