Kina er med et landareal på 9.562.911 km2 verdens tredjestørste land, næst efter Rusland og Canada. Det grænser op til Nordkorea i nordøst, Rusland og Mongoliet i nord, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadjikistan, Afghanistan, Pakistan, Indien, Nepal og Bhutan i nordvest og vest, og Myanmar, Laos og Vietnam i syd. Landet er inddelt i 31 provinser, der mht befolkningsmæssige størrelse og økonomi kan sammenlignes med nationer i andre dele af verden.
Kina er på linje med oldtidens Egypten og Mesopotamien en af verdens oprindelige højkulturer, der blomstrede økonomisk og kulturelt på et tidligt tidspunkt i verdenscivilisationernes historie.
Navnet Kina stammer fra det persiske Cînî, der kommer fra sanskrit Zhina, kinesisk Qin, navnet på det dynasti, der samlede Kina i 221 fvt. Det officielle navn er Zhonghua Renmin Gongheguo, Folkerepublikken Kina, der er afledt af Zhongguo 'riget i midten’. Det peger på det traditionelle kejserdømmes selvforståelse som centrum for alt under himlen (tianxia).
I dag er Kina et af de meget få lande, der officielt bekender sig til et et-partistyre og en kommunistisk ideologi, og Kinas Kommunistiske Parti (KKP) styrer fortsat helt enerådende. Det planøkonomiske system har været gradvist på retur til fordel for en markedsøkonomi og integration i verdensøkonomien, men centrale dele af økonomien er stadig under statens kontrol.
Efter en meget kraftig vækst i 1990'erne og begyndelsen af 2000-tallet er Kina fra 2010 verdens næststørste økonomi og fra 2014 verdens største økonomi målt i købekraftspariteter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.