Deng Xiaoping

Deng Xiaoping blev født ind i en velhavende familie i Sichuan, og han fik en grund- læggende uddannelse, inden han som sekstenårig tog til Frankrig i 1920 på et arbejds- og studieophold. Pengene slap imidlertid hurtigt op, og i stedet for at studere arbejdede Deng Xiaoping på en række fabrikker og blev aktiv i et miljø af kinesiske arbejdere i Frankrig.

I 1924 begyndte Deng Xiaoping at arbejde for en kommunistisk avis, inden han i 1926 tog til Moskva og Sovjetunionen, hvor han opholdt sig elleve måneder på en særlig skole for unge kommunister fra hele verden.

Da Deng Xiaoping vendte tilbage til Kina deltog han i opbygningen af Den Røde Hær og knyttede sig politisk til Mao Zedong. Efter Den Lange March (1934-1935) steg Deng Xiaopin i graderne, og han varetog vigtige militære ledelsesopgaver for Kinas Kommunistiske Parti (KKP), dels under kampen mod japanerne (1937-1945), dels under Borgerkrigen 1946-1949.

Han blev i løbet af borgerkrigen kendt som "Maos øjne og øren" ved frontlinjen, og i 1945 blev han som tak udnævnt til medlem af partiets centralkomité. Efter oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949 blev Deng Xiaoping i 1952 vicepremierminister og i 1954 generalsekretær for KKP. Han forblev loyal mod Mao i partiets interne debatter op gennem 1950'erne, men efter det fejlslagne Store Spring Fremad 1958-1960 knyttede han sig nærmere til Maos modstander Liu Shaoqi.

Under Kulturrevolutionen i 1966 blev Deng Xiaoping afsat og fordømt som den "næststørste kapitalistlinjetilhænger". I 1973 blev han genindsat og igen i 1976 kritiseret for sin pragmatisme og afsat. Blot et år efter Maos død i 1976 genindtrådte han imidlertid i partiledelsen.

Efter 1978 kom Deng Xiaoping til at fremstå som Kinas reelle leder. På et møde i KKP's ledelse i december 1978 blev der truffet en række beslutninger, som skulle vise sig at blive skelsættende for den fremtidige økonomiske udvikling i Kina. Reformerne var allerede så småt på vej på lokalt plan, men på mødet blev reformkursen ført op på centralt kinesisk niveau. Det blev besluttet at opløse folkekommunerne, og jorden blev fordelt til familierne, der derefter forpagtede jorden af kollektivet.

I begyndelsen skulle de levere en del af afgrøderne til staten til faste priser. Senere slap de for denne forpligtelse. I stedet skulle de betale en beskeden skat. Deres overskudsproduktion kunne de endvidere frit sælge på markederne. Samtidig erklærede Kina sig rede til at tage imod udenlandske investeringer. For at gøre investeringer i Kina attraktive blev der oprettet en række såkaldte specielle økonomiske zoner i nærheden af Hong Kong. Investeringer foretaget i disse zoner blev skattefritaget, og man fik samtidig adgang til billig arbejdskraft og billig jord.

Der skete samtidig en decentralisering af beslutningskompetencen inden for forskellige industrisektorer. Hvor det før i høj grad havde været ministeriernes planlægningskontorer, som havde haft det afgørende ord, blev det nu den enkelte direktør i fabrikkerne, som fik mulighed for selv at planlægge produktionen, distributionen og indkøbene af råvarer. Man åbnede også mulighed for at ansætte arbejdere på korttidskontrakter og ikke kun som livstidsansatte. Fremover kunne man også frit åbne små butikker og forretninger, og regeringen begyndte at afvikle fødevaresubsidierne. Prisen på de basale forbrugsvarer som mad og tøj skulle fremover foregå til markedspriser uden statslige subsidier og reguleringer.

Målet med de økonomiske reformer var at etablere en socialistisk markedsøkonomi som erstatning for planøkonomien. Midlerne var en åbning af økonomien i forholdet til udlandet og en mindskelse af den statslige kontrol med den økonomiske aktivitet i landet.

I første omgang var den økonomiske vækst i reformperioden koncentreret i eller i nærheden af Guangdong-provinsen, hvor tre af de oprindeligt fire såkaldte specielle økonomiske zoner var oprettet i 1979 med henblik på at afprøve de markedsøkonomiske reformer. Deng Xiaoping regnede i begyndelsen med, at den poli- tiske og kulturelle indflydelse udefra ville kunne inddæmmes til alene at omfatte de afgrænsede enklaver, som de økonomiske zoner udgjorde. Der blev i tiden anvendt en populær metafor for løsningen, som gik på, at Kina skulle åbne vinduerne for udenlandske vinde, men at der samtidig skulle sættes insektnet i, således at der ikke kunne sætte sig vestlige kapitalistiske fluer i hovedet på den kinesiske ungdom.

Som noget af det første blev landbruget reformeret. Det førte bl.a. som nævnt til opløsningen af de såkaldte folkekommuner. I 1984 gik man i gang med reformerne af industrien, og i 1995 fulgte reformerne af den finansielle sektor. Reformerne af økonomien er foregået gradvis og i et kontrolleret tempo og adskiller sig dermed fuldstændig fra den chokterapi, som de tidligere planøkonomier var igennem i Central- og Østeuropa og Rusland efter Berlinmurens fald i 1989. De store brud i udviklingen har man bevidst undgået i Kina.

Det kan ses som et forsøg på at for sætte den århundredgamle traditionelle kinesiske "afbalanceringslinje" og en frygt for, at drastiske brud ville medføre arbejdsløshed, social uro, en udbredelse af opfattelsen af, at styret ikke længere havde styr på situationen, eller at de økonomiske ændringer skulle efterfølges af politiske ændringer, som kunne true KKP's position. Frygten i den kommunistiske ledelse var, at det skulle ende som i Sovjetunionen i 1990, hvor Kommunistpartiet blev sat fra magten og landet gik i opløsning.

Deng Xiaoping ønskede imidlertid kun økonomisk liberalisering. Han var ikke tihænger af politisk frihed. Konflikten herimellem kulminerede i Demokratibevægelsen i 1989, da Deng Xiaoping stod bag den hårde kurs over for demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads. Det betød også et tilbageslag for de økonomiske reformer.

I 1992 gav Deng Xiaoping startskuddet til genoptagelse af den økonomiske liberalisering, hvilket bidrog til høje økonomiske vækstrater i årene derefter. Deng Xiaopings sidste store politiske offensiv foregik under en rundrejse i Sydkina i 1992, der på kinesisk blev kendt som "nanxun", i det sydlige Kina. På denne tur formåede Deng med sin egen person at skabe mere tillid til den kinesiske økonomi i omverdenen, fordi han betragtedes som den stærkeste garant for de markedsøkonomiske reformers holdbarhed. Herefter begyndte de udenlandske investeringer i Kina at tage fart, og den økonomiske udvikling, som vi kender Kina for i dag, blev lagt i faste rammer.

Hans politiske autoritet forblev stor, om end i stigende grad symbolsk i hans sidste år. Deng Xiaopings død gav ikke anledning til politisk turbulens, for magtoverdragelsen til Jiang Zemin var på dette tidspunkt for længst fuldbyrdet. Efter sin død er Deng Xiaoping af Kinas Kommunistiske Parti blevet hyldet som ophavsmand til "teorien om opbygning af socialisme med kinesiske særtræk" og Mao Zedongs ligeværdige efterfølger. Venerationen for Deng Xiaoping er stadig ganske stor i Kina.

• Kinas historie