NSDAP

NSDAP's politik var antiparlamentarisk, antidemokratisk og antikommunistisk. Dets agitation var især rettet mod Versaillestraktaten og Weimarrepublikken. Vigtige mål var afskaffelse af demokratiet og genetablering af Tysklands tabte stormagtsstatus. Partiets medlemstal steg kraftigt frem til 1923, da Hitler den 9. november forsøgte at komme til magten ved et fejlslagent kup (se Ølstuekuppet). NSDAP og dets paramilitære stormtropper, SA (Sturmabteilung), blev derefter forbudt. Hitler blev i februar 1924 anklaget for højforræderi og idømt fem års fængselsstraf, men løsladt allerede inden jul samme år.

NSDAP og SA fik i februar 1925 lov at genopstå under forudsætning af at ville følge en legal kurs. Den nye linje betød et skift i den politiske taktik, men den gav ikke NSDAP politisk fremgang. De følgende år lykkedes det imidlertid partiet at konsolidere sig. Da Tyskland fra efteråret 1929 blev ramt af den økonomiske verdenskrise med massearbejdsløshed og udbredt fattigdom til følge, var partiet parat til at skærpe kampen om vælgerne. NSDAP fik nu markant fremgang ved forskellige regionalvalg, og i januar 1930 indgik det i en koalitionsregering med flere konservative partier i Thüringen, hvor Wilhelm Frick blev den første nazistiske minister.

Ved valget til den tyske rigsdag den 14. september 1930 fik NSDAP sit vælgermæssige og politiske gennembrud, idet partiet opnåede 6,5 mio. stemmer, svarende til 18,3 procent af de afgivne stemmer. Med 107 mandater (mod de tidligere 12) blev NSDAP nu rigsdagens næststørste parti. De følgende år var fortsat prægede af dyb økonomisk krise, der polariserede tysk politik og fik den liberale politiske midte til at gå i opløsning. En presset, til dels forarmet middelstand støttede mere og mere nazismens ekstremnationalistiske visioner. Medlemmer af NSDAP og SA udførte talrige voldshandlinger imod politiske modstandere og jøder, men portrætterede sig samtidig som parti for lov og orden og vandt stadigt større tilslutning ved de hyppige valg. Fremgangen kulminerede i juli 1932, da NSDAP med 37,3 procent af stemmerne blev Tysklands største parti og kom i regering i flere delstater. Herefter begyndte vælgerne så småt at falde fra, så partiets parlamentariske taktik så ikke længere ud til at ville føre til magten.

En politisk krise bevirkede imidlertid, at partiet den 30. januar 1933 kunne indtræde i en koalitionsregering med det nationalkonservative parti Deutschnationale Volkspartei (DNVP). Hitler blev rigskansler, og blandt NSDAP-medlemmerne i regeringen var WilhelmFrick, Hermann Göring og snart også Joseph Goebbels. Nazisterne kom således til magten ad legal, demokratisk vej, hvilket sikrede dem loyalitet fra statsapparatet og militæret og lammede oppositionen, der var meget splittet. Nazisterne gik straks i gang med at undergrave retsstaten og gennemføre en total magtovertagelse, blandt andet ved at 'ensrette' forvaltningerne og Tysklands foreningsliv gennem udrensning af politisk oppositionelle og jøder.

Allerede i løbet af foråret 1933 blev Weimarforfatningen de facto sat ud af kraft. DNVP blev udmanøvreret, og regeringen gjorde sig uafhængig af det aldrende statsoverhovede, rigspræsident Paul von Hindenburg. Fra dennes død i 1934 regeredes der i Tyskland efter førerprincippet, en uskreven "forfatning", dvs. at magtudøvelsen udgik fra "føreren" og ikke længere var underlagt politisk og forfatningsmæssig kontrol.

Den 14. juli 1933 udstedtes en lov, der gjorde NSDAP til eneste tilladte parti. Uklart var det imidlertid, hvilken rolle NSDAP og dets mange underorganisationer skulle spille i det nazistiske system.

Partiet fik styrket sin stilling gennem Loven om enhed mellem parti og stat fra december 1933. Dets regionale og lokale førere satte sig på statslige og lokale magtpositioner, og mange af dem berigede sig hæmningsløst ved hjælp af korruption. Hitlers stedfortræder i partiet, Rudolf Hess, opnåede ministerrang, men NSDAP fik ikke som sådan lov til at overtage staten. Det eksisterede sideløbende med statsapparatet som et system, der afhængigt af enkeltpersoners og -organisationers indflydelse tiltog sig statslige funktioner og mere og mere satte retsstatens institutioner og principper ud af kraft.

Især SS (Schutzstaffel) og Deutsche Arbeitsfront (DAF), der erstattede de i 1933 forbudte socialdemokratiske og kommunistiske fagforeninger, blev stærke organer i det nye system. Derimod fik NSDAP's partiorganisation under Hess ikke i sig selv fik nogen videre magtfuld position. Det nazistiske regime er på grund af dette system blevet kaldt en "dobbeltstat", hvori førerens absolutte magt hvilede på to søjler: staten og partiet.

NSDAP's rolle var først og fremmest organisatorisk, ideologisk og propagandistisk. Partiet opbyggede lokale og regionale organisationer, der besatte det offentlige rum med sine symboler og gennemsyrede det tyske hverdagsliv med nazistisk propaganda og kontrol. Partiets medlemmer udspionerede den tyske befolkning, men dets paroler og værdier talte til et bredt udsnit af denne, og deres effekt blev forstærket af hyppige masseoptrin, størst på de årlige partidage i Nürnberg, der ikke var partikongresser med debat og afstemninger om politik, men propagandashows, iscenesat for medierne (film, radio) til at vise sammenhold, styrke og den nazistiske ideologis mytologiske forankring. Partiet etablerede hurtigt også kontrol over den tyske presse; som følge af hetz mod uafhængige journalister og forbud mod oppositionsaviser steg den nazistiske partipresses markedsandel fra 2,5% i 1933 til 80% under 2. Verdenskrig. Gennem Goebbels' propagandaministerium tog partiet desuden kontrol over radio, film, kunst og musik og ensrettede kultur og medier til at følge partiets linje.

Mens valgkampene koncentrerede sig om sociale emner og ønsket om at genoprette Tysklands stormagtstatus, udgjorde eliminatorisk antisemitisme et konstant element i partiets agitation og praksis: forestillingen om at jøderne skulle "udskilles af den tyske folkekrop", var med til at holde partimedlemmerne i en konstant tilstand af mobilisering. Mange af regimets ideologiske aktioner og et utal af love og forordninger var således rettet imod Tysklands lille jødiske mindretal, fx den landsdækkende jødeboykot den 1. april 1933.

Fra at være et parti for en middelstand, der så sig truet af social deroute, blev NSDAP mere og mere et folkeparti, idet både overklassen og dele af arbejderklassen i løbet af 1930'erne sluttede op bag hagekorsfanerne. En række organisationer under NSDAP gav medlemmerne afløb for deres aktivisme og bidrog til, at ledelsen omkring Hitler havde godt styr på stemningen i befolkningen, også efter at demokratiet med sine indbyggede mekanismer for feedback til de styrende var sat ud af kraft. Partiorganisationerne varetog under 2. Verdenskrig forskellige hjælpefunktioner på hjemmefronten og var med til at mobilisere befolkningen.

Da partimedlemskab efter 1933 næsten blev en nødvendighed, hvis man ønskede ansættelse i det offentlige og også i mange private firmaer, fik NSDAP en stor medlemstilgang; medvirkende var også den store folkelige tilslutning til Adolf Hitler, hvis popularitet især efter sejren over Frankrig i maj 1940 var stor. NSDAP's medlemstal steg støt fra 1933 og frem og nåede i 1945 op på næsten 8,5 mio., mere end 10 procent af befolkningen.

Med det nazistiske riges sammenbrud i maj 1945 gik NSDAP reelt i opløsning, og partiet blev sammen med dets mange organisationer forbudt af Det Allierede Kontrolråd den 10. oktober 1945.

En række NSDAP-organisationer blev efter 1933 vigtige faktorer i den nazistiske førerstat. Loven om enhed mellem parti og stat fra december 1933 gjorde NSDAP til en slags statsparti, og dermed fik mange af dem nærmest statslig karakter.

Blandt de vigtigste var SA, oprettet i 1921 som partiets vagtværn og senere dets voldelige instrument i kampen om magten, og SS, oprettet i 1925 som beskyttelseskorps for Hitler og partiets ledere og senere udviklet til regimets kontrol-, sikkerheds- og terrorinstrument med en skov af underorganisationer og særinstitutioner. Ungdomsorganisationen Hitlerjugend (HJ) blev oprettet i 1926, organisationen for unge piger Bund Deutscher Mädel i 1930 og i 1932 lagt ind under Hitlerjugend, der i 1936 blev ophøjet til statslig ungdomsorganisation. Fra da af var medlemskab obligatorisk for alle unge tyskere. En nazistisk fagorganisation, NSBO (Nationalsozialistiche Betriebszellenorganisation), blev oprettet i 1928 og i 1935 underlagt Deutsche Arbeitsfront (DAF). DAF blev dannet i 1933 som en korporativ bevægelse under NSDAP, dvs. at både arbejdere og arbejdsgivere var med i samme organisation, der skulle varetage nogen af de forbudte fagforeningers opgaver og være med til at sikre ro på arbejdspladserne; det skete bl.a. gennem fritidsorganisationen Kraft durch Freude (KdF), der organiserede fritids- og rejseaktiviteter for arbejdere og funktionærer. NS-Frauenschaft organiserede fra 1931 kvinderne, men fik ikke nogen videre betydning, fordi nazisterne med deres konservative kvindesyn begrænsede kvinders rolle til at føde og opfostre børn og støtte deres mænd og på ingen måde tilskyndede kvinder til politisk aktivitet. Kvinder, der ønskede at engagere sig i nazistisk politik eller i socialt arbejde, havde mere spillerum indenfor velgørenhedsorganisationen NS-Volkswohlfahrt.

Der fandtes ydermere nazistiske faglige organisationer for fx læger, jurister, universitetslærere, skolelærere og studerende, og efter 1933 kom der flere erhvervsrelaterede organisationer til. Desuden oprettede partiorganisationen SS, der så sig som en eliteorganisation til varetagelse af den mest rendyrkede nationalsocialisme, et net af institutioner med et stærkt ideologisk indhold. Ahnenerbe, grundlagt af Heinrich Himmler i 1935, søgte gennem historiske udredninger, arkæologiske og antropologiske undersøgelser at underbygge den raceteori, der lå bag den nazistiske ideologi, og Lebensborn skabte et netværk af fødeklinikker, mødre- og spædbørnshjem til at tage sig af børn af "høj racemæssig værdi", som blev født uden for ægteskab.

• nationalsocialisme
• Heinrich Himmler
• Adolf Hitler