Sabro Kirke

Kirken er opført i den romanske periode, som dækker årene 1050- 1275. De romanske kirker blev bygget af natur- og teglsten, og i Sabro er kirken opført i blandede materialer med både granit, frådsten og jernal.

Korets gesims på langmure og gavl er udsmykket med en konsolfrise lige under tagfoden.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord, ligesom at der har været små, romanske vinduer i langmurene. Alle kirkens oprindelige åbninger og dog i dag gået tabt, idet dørene har været placeret i den i senmiddelalderen nedbrudte vestende, mens vinduer er opslugt af nyere, større vinduer.

I løbet af middelalderen begyndte man at producere teglsten, hvilket gav nye muligheder for bygning og arkitektur. De middelalderlige tilbygninger er derfor opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidens mursten. Disse tegl var lettere end de hidtil anvendte stenmaterialer, og dette gav mulighed for at bygge hurtigere og i den gotiske stil, som bl.a. er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og blændinger, dvs. murnicher, samt høje spidsbuer.

Om end der ikke i Sabro Kirke samme grad som øvrige af egnens middelalderkirker er bevaret tydelige stilistiske vidnesbyrd om senmiddelalderens nye teknikker og spidsbuede arkitektur, så står det klart, at man også i Sabro benyttede sig af middelalderens udviklinger indenfor håndværk og arkitektur. Således opførte man i løbet af 1400-tallet hvælv over koret, ligesom at man i løbet af 1500-tallet opførte tårnet i vest, som er opført af munkesten.

En præcis datering af, hvornår man afkortede skibet mod vest og opførte det relativt lille tårn, er ikke mulig. Det står dog klart, at skibets nuværende vestgavl er opført før tårnet, som antages at være opført i 1500-tallet. Også koret blev afkortet, men antagelig kun med nogle centimeter, som forsvandt, da man fornyede korets gavl i midten af 1800-tallet.

Kirkens indre står hvidkalket, og mens skibet dækkes af et lystmalet bjælkeloft, så præges koret af dets hvælvede loft, som blev opført i den gotiske periode, hvor teglstenene gjorde det muligt at erstatte det oprindelige træloft med det opadstræbende hvælv.

I korbuen ser man profilerede kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på. I skibets vestende står et nyere pulpitur, hvorpå kirkens orgel er placeret.

Kirkens stoleværk, dvs. kirkebænkene, er malet i en mørkegrøn farve med hvide og gule detaljer.

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont i granit. Døbefontens kumme har udsmykning i fladt relief med en bladranke over løvefigurer. Døbefonten er dermed en del af den såkaldte ”Løvefonte-gruppe”, som ikke er fremmed for Aarhus-egnen.

Altertavlen er udført i senrenæssancestil i 1621 og er ifølge en indskrift skænket af ejerne af den nærliggende herregård Ristrup. Altertavlen har et kvadratisk storfelt, som flankeres af kraftige, markant udsmykkede søjler. På storfeltets sider er der storvinger, som er udskåret i kartoucheform. Topfeltet over storfeltet er flankeret af udsmykkede pilastre, dvs. flade søjler, og en vinge på hver side, hvorpå der er placeret udskårne menneskefigurer. Hele tavlen krones af et trekantet topstykke.

Et usædvanligt bemalet korbuekrucifiks fra 1653 er endnu bevaret i kirken på dets oprindeligt tiltænkte plads over korbuen.

Prædikestolen er udført i samme periode som korbuekrucifikset, og dateres ved indskrift til 1653. Blomstermalerierne i prædikestolens felter er fra omkring 1680. Prædikestolen består af fem fag, dvs. sider, som inddeles af hermepilastre, dvs. flade søjler med menneskefigurer øverst. De tre midterste fag af stolen danner fremspring foran indgangen, som går gennem en rundbuet åbning i triumfvæggen, med opgang fra koret. Prædikestolen er rigt udsmykket med udskåret dekoration i form af bl.a. bruskværk, dvs. dekoration som minder om ørets former, dyrehoveder og kvindehermer. Forneden går et skriftbånd med forgyldt skrift.

En romansk gravsten med et dobbelt processionskors er indmuret i tårnets sydvæg.

Et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1664 er bevaret i kirken. Det er et fint billedskærerarbejde i barokstil over en tidligere sognepræst.

En gravsten, en såkaldt figursten, fra omkring 1692, er bevaret og opsat på tårnrummets sydvæg. På stenen ses et barn i trekvartfigur iført en folderig kjole.