fornuft

Fornuft, kan dels betegne et metafysisk princip, dels en evne til begrebsmæssig tænkning og til at opnå objektiv erkendelse, herunder også erkendelse af etiske værdier.

Faktaboks

Etymologi: Ordet fornuft kommer af græsk logos og nous og latin ratio.

Fornuft som metafysisk princip

Som metafysisk princip, "verdensfornuft", optræder fornuften i den tidlige græske filosofi, hvor logos og nous kan betegne den kosmiske eller ordnende lov. Fx talte Heraklit om logos, den evige verdenslov; og hos Xenofanes, Anaxagoras og Aristoteles betegner nous det guddommelige princip bag verdensordenen.

Stoikerne opfattede det enkelte menneskes fornuft som en manifestation af verdensfornuften, og i middelalderen var "tingens fornuft" en betegnelse for en tings væsen, som den har i medfør af verdensordenen. Hos Hegel optræder fornuften som den historiske udviklings drivende princip, der fuldkommengør den menneskelige erkendelse og dermed frisætter mennesket.

Fornuft som erkendelse af sandheden

Platon og Aristoteles talte også om fornuften som menneskets evne til erkendelse af sandheden, dvs. som en kilde til erkendelse. I middelalderen blev fornuften populært sagt betragtet på linje med åbenbaringen, og der udspandt sig en omfattende diskussion om forholdet imellem fornuft og tro som kilder til erkendelse.

Den rationalistiske tænkning

I 1600-tallets rationalistiske tænkning (René Descartes, Baruch Spinoza, Leibniz) er fornuften evnen til at erkende verden ud fra egne resurser. Fornuften opfattes således som konstruktiv, hvorimod John Locke og 1700-tallets oplysningsfilosofi betragtede den som et redskab til kritisk tænkning. I begge tilfælde er fornuften menneskets væsenskendetegn, hvorimod dyrene af fx Chr. Wolff tilskrives en fornuftlignende evne (analogon rationis).

Kants fornuftsbegreb

Hos Immanuel Kant betegner fornuft en evne til at ræsonnere (teoretisk fornuft) og en evne til at handle ud fra pligtens bud (praktisk fornuft); samtidig er den en tendens hos mennesket (ren fornuft) til at søge at vide den menneskelige erkendelse ud over rammerne for mulig erfaring (fx til en oversanselig virkelighed). Dette munder ifølge Kant ud i selvmodsigelser.

Fornuftsopfattelsen efter 1700-tallet

I den vestlige filosofis historie blev fornuften frem til midten af 1700-tallet opfattet som en evne til objektiv og almen erkendelse, der står i modsætning til følelser og vanetænkning.

Denne nedvurdering af følelserne blev afvist af Rousseau. Siden kritiserede bl.a. Nietzsche og Freud den opfattelse, at mennesket besidder en autonom fornuft, en kritik, som store dele af 1900-tallets tænkning har tilsluttet sig. Horkheimer, Adorno og Habermas taler fx om en instrumental fornuft, dvs. menneskets tendens til at opfatte Verden og Naturen udelukkende som genstand for menneskelige manipulationer.

Fornuft og tro

Fornuft og tro er to kilder til erkendelse, hvis indbyrdes forhold gennem tiden har været omstridt.

Med inspiration fra Augustin formulerede Anselm af Canterbury sætningen Credo ut intelligam (latin: 'Jeg tror for at kunne forstå'). Troen giver en indsigt, som fornuften fortolker. Senere i middelalderen søgte Thomas Aquinas at vise overensstemmelse mellem fornuft og tro, men hævdede også, at troen kan give en indsigt, som fornuften ikke kan opnå. Thomistisk religionsfilosofi har siden hævdet den principielle overensstemmelse imellem tro og fornuft.

I renæssancen formulerede Pomponazzi læren om de to sandheder: Noget, som er sandt i filosofien, kan være falsk i teologien, hvorved han gav udtryk for fornuftens og troens principielle uforenelighed.

Senere skelnede Pascal skarpt imellem troens og fornuftens områder, og sidst i 1700-tallet begrænsede Kant eksplicit fornuftens område. I overensstemmelse med senere protestantisk religionsfilosofi ophævedes herved enhver modstrid mellem de to kilder til erkendelse. For Kierkegaard var Kristi menneskelige inkarnation et paradoks, som fornuften ikke fatter, hvilket der dog skal fornuft til at indse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Filosofiens grundbegreber

Søren Harnow Klausen

Professor, dr.phil, Syddansk Universitet