horror

Alle gysere er naturligvis ikke ens og inviterer derfor typisk til forskellige ubehagelige følelser. En af de mest kanoniske forståelser af skræmmende følelser er lavet af Stephen King. King skelner mellem afsky, skræk og rædsel.

Afsky er den nemmeste følelse af skabe, da den primært er afhængig af ulækre og grafiske beskrivelser, typisk af blod, indvolde og lignende ubehageligheder. Skræk er, med Kings eksempel, når man er alene hjemme og går igennem en mørk gang, hvor man pludselig bliver grebet bagfra. Skræk er derfor tæt relateret til chok og overraskelse; i gyserfilm er skræk typisk associeret med de såkaldte “jump scares”, hvor noget pludseligt springer frem af en blind vinkel. Rædsel er for King den fineste og sværeste følelse at skabe. Rædsel er en snigende erkendelse af, at noget, man troede, man kendte, er fuldstændigt anderledes og truende, som hvis ens barn viser sig ikke at være ens barn, men barn af Djævlen. Alt det velkendte vendes på hovedet, og intet er, hvad man troede.

Der er et paradoks ved gyseren, som kaldes gysets paradoks. Siden genren er defineret ved at være ubehagelig og skræmmende, hvorfor læser man så overhovedet gyserromaner og ser gyserfilm? Der er ikke noget godt, endegyldigt svar på dette, men der er en række forskellige bud.

Den klassiske forståelse har været den freudianske fortrængingshypotese — vi har alle oplevelser, som vi nødvendigvis fortrænger. Disse fortrængninger vender uvægerligt tilbage i forvrænget form — psykopatiske massemordere, forrådnede zombier, bestialske varulve og andre former, som italesætter vores fortrængninger.

En anden psykologisk forklaring er den evolutionære, hvor vi er biologisk determinerede til at søge en form for sikker og tryg fare for at lære, hvordan vi kan og bør reagere i situationer, som rent faktisk er skræmmende. Siden vores liv i den vestlige verden overordnet set er tryg, har vi brug for at lære mere om farlige situationer. Gyseren er en tryg form for trussel, da vi jo rent faktisk ikke er i fare, men kan indleve os i en forestillet fare.

Et tredje bud er idéen om en fyldig og rigt varieret erfaring. Vi kan få — og har måske ligefrem behov for — varierede oplevelser og erfaringer. Selv ubehagelige erfaringer stimulerer os, og man kan vænne sig til eller lære at omvende ubehagelige oplevelser til behagelige erfaringer, som fx når folk kaster sig ud i bungee jumps eller sætter sig til rette med den nyeste Catriona Ward-roman.

Det sidste bud, der skal nævnes her, er mere eksistentialistisk og handler om en dybere selvforståelse. Gyseren fremkalder følelser, som ligger i det grænseland mellem os selv (som et subjekt) og noget andet, i gyserens tilfælde noget skræmmende (dermed et objekt for frygt). Dette grænseland kalder Julia Kristeva det abjekte, og når vi bevæger os ind i det grænseland, opnår vi en erkendelse om, hvad vi kan lide, acceptere, og hvad der fylder os med eksistentiel rædsel. Gyseren bliver, gennem dens ubehagelige følelser, en vej til større selverkendelse.

Den litterære horrorgenre opstod med 1700-tallets gotiske roman og 1800-tallets gyserlitteratur.

Efter Mary Shelleys gyserroman Frankenstein (1818, på dansk i 1966) om et menneskeskabt monster kan nævnes væsentlige titler som Edgar Allan Poes psykologiske gysernoveller Tales of the Grotesque and Arabesque (1839), R.L. Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886, dansk titel Dr. Jekyll — Mr. Hyde, 1889) om dobbeltgængeri samt Bram Stokers vampyrroman Dracula (1897, på dansk i 1963).

Vigtige forfattere i 1900-tallet er bl.a. H.P. Lovecraft, Robert Bloch (1917-1994), Dean Koontz og Stephen King.

De første horrorfilm var de tyske ekspressionistiske film som Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920, Dr. Caligari) og F.W. Murnaus Nosferatu (1922).

James Whales Frankenstein og Tod Brownings Dracula, begge fra 1931, var de første i en række klassiske amerikanske horrorfilm produceret i 1930'erne af filmselskabet Universal.

Jacques Tourneurs (1904-1977) The Cat People (1942) er repræsentativ for 1940'ernes mere poetisk-fantastiske horrorfilm. I 1950'erne blev gys kombineret med science fiction-genren i fx Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956, De stjålne kroppe).

1960'erne var et frodigt årti, hvor Terence Fishers (1904-1980) Dracula, Prince of Darkness (1966) var typisk for en række gotisk-inspirerede horrorfilm med erotiske undertoner og blodig æstetik fra filmselskabet Hammer Studios.

Anderledes moderne er Alfred Hitchcocks Psycho (1960), et hovedværk i den psykologiske horrorfilm, hvis temaer er seriemord, familiens sammenbrud, identitetskrise og seksualfortrængning.

Endelig så man i 1960'erne også de første såkaldte splatterfilm som fx George A. Romeros (1940-2017) Night of the Living Dead (1968, De levende døde).

John Carpenters (f. 1948) Halloween (1978, Maskernes nat) og Sean Cunninghams (f. 1941) Friday the 13th (1980, Fredag den 13.) blev desuden indledningen til en bølge af horrorfilm om mord på teenagere (teen-kill-films) i 1980'erne. Her blev der dannet en grobund for gysergenren, som sikrede en opblomstring i 1990’erne.

Efter Jonathan Demmes The Silence of the Lambs, (1991, Ondskabens øjne) skete der to ting med gyserfilmen.

For det første, fordi The Silence of the Lambs vandt intet mindre en fem Oscars, blev gysergenren ekstremt synlig i Hollywood, og der fulgte en række dyrt producerede horrorfilm som fx Francis Ford Coppolas Bram Stoker's Dracula (1993).

For det andet begyndte en kulturel besættelse og fascination af seriemordere. I 1990’erne kom blandt andet Copycat (Jon Amiel, 1995) og Se7en (David Fincher, 1995), hvorefter tendensen blot er blevet stærkere og ligeledes har fostret den nyere fascination af true crime, hvad enten der er tale om dokumentarfilm eller fiktionaliseringer.

I slut-1990’erne og start-2000’erne genopstod slasherfilmen i parodisk form, anført af Wes Cravens Scream (1996). Denne bølge cementerede slasherfilmen som en af de vigtigste gyserfilm, og siden har der været en konstant produktion af slasherfilm, både seriøse (Slasher, 2016-2023), useriøse (Scream Queens, 2015) og nye versioner (It Follows, 2014).

Blandt danske horrorfilm kan nævnes Ole Bornedals Nattevagten og Lars von Triers Riget (begge 1994).

I starten af det 21. århundrede opstod der en gedigen bølge af zombiefortællinger, både i film og litteratur. Startskuddet var to film i 2002 — Danny Boyles 28 Days Later og Paul W.S. Andersons Resident Evil. Begge er utraditionelle zombiefilm, hvor en menneskeskabt virus er årsag til at zombier opstår og verdenen går under. Næsten samtidigt, i 2003, begynder tegneserien The Walking Dead, som ligeledes benytter smittemotivet. Stephen King transponerer smitten over i en teknofobi med romanen Cell fra 2006. Horder på horder af zombiefiktioner griber denne fornyede interesse og bringer nyt liv tilbage i den subgenre, som havde ligget underdrejet siden Romeros Day of the Dead (1985).

Denne nye bølge af zombiefiktioner kredser om selvskabt ødelæggelse, ofte med et atavistisk islæt, hvor samfundet kollapser og skal genopbygges på ny. Her findes ofte en etisk dimension, hvor fiktionerne indirekte udsiger, hvem der har ret til at leve i dette nye, rensede samfund. Den første danske zombiefilm udkom i denne bølge med Sorgenfri i 2015.

Parallelt med den voksende interesse i zombier fik den paranormale kærlighedsfortælling også en opblomstring. Særligt i form af vampyrfortællinger som Stephanie Meyers Twilight-serie og L.J. Smiths genoptagelse af The Vampire Diaries blev denne hybride form for kærlighedsfortælling ekstremt populær. Her er særligt tale om ungdomslitteratur, hvor hovedpersonen står over for svære valg af romantiske partnere. Den paranormale kærlighedsfortælling benytter typisk motiver som vampyrer, varulve og hekse, uden at disse monstre benyttes i en skræmmende kontekst. I stedet vendes monstrøsiteten på hovedet, og det forfærdelige bliver tiltrækkende.

Spøgelser og andre former for besættelser overtog i løbet af 2010'erne for zombier og vampyrer. Særligt to film fremstår centrale: The Conjuring og Insidious, begge af James Wan (f. 1977). En række andre spøgelsesfortællinger fulgte, heriblandt The Haunting of Hill House, Crimson Peak og The Babadook. Omend mange af disse film er relativt traditionelle inden for spøgelsesgenren, så er der en udtalt tendens til at kredse om temaer som traumer og sorg.

The Conjuring og Insidious er begge kendetegnede ved at etablere føljetonuniverser — lange, spraglede fortællinger inden for det samme fiktionsunivers. Disse føljetonuniverser er mere omfangsrige end den klassiske fortsættelse, som ellers kendes inden for horrorfiktionen.

I 2020'erne er der kommet en lang række nye filmatiseringer af klassiske gotiske gyserromaner. BBC lavede en genfortolkning af Dracula, mens nye udvidelser som The Last Voyage of the Demeter og Renfield cirkulerer om andre facetter af Bram Stokers roman. Senest har Diablo Cody (f. 1978) lavet gyserkomedien Lisa Frankenstein, mens Maggie Gyllenhaal (f. 1977) har instrueret en genindspilning af Bride of Frankenstein og Guillermo del Toro skal instruere en ny filmatisering af Frankenstein. Yorgos Lanthimos’ (f. 1973) filmatisering af Poor Things trækker ligeledes tråde tilbage til Frankenstein.