Sjælens puslespil - ...og de manglende brikker

Til min kære mand, som med indsigt,

hjerte og stor kærlighed hjalp mig over den

største udfordring og ind til min sjæl.

INDHOLD

Kære læser

Startbrikker

Barndom

En cirkel begynder

5 år senere

En helt anden bevidsthed

Cirklen tager form

En tydelig brik viser sig

Gud binder nye sløjfer

En ny verden åbner sig

En ring slutter

Cancer i familien

Mit første farvel

Længere ind i bevidstheden

Yogisk flyvning

Grib chancen

En ashram i North Carolina

Til døden os skiller

En anderledes afsked

Ud i verden – igen

Et liv på første klasse

Livet overrasker igen

Du får, hvad du spørger efter

Skytsenglen Amy og healing

En ring slutter

ANDEN DEL 3 ÅR SENERE

Farvel, mor

De er her endnu

Besked fra en engel

Dominoeffekten sætter ind

Kunne der ske mere?

Besked fra en bror

Det ender godt

Besked fra en far

Besked fra universet: Døden har en årsag

Vigtige brikker falder på plads

KÆRE LÆSER

Der skal mange brikker til et livs puslespil. Jeg skal undlade at forsøge at definere, hvilke eksakte brikker, hver enkelt har behov for, da det er meget forskelligt fra person til person. Men, når jeg har valgt at undlade tre brikker i mit puslespil, er det, fordi de symboliserer tre aspekter, som har været og stadigvæk er, en forudsætning for at finde, vende og placere alle de andre.

De tre aspekter er: Accept, medfølelse samt fravær af domme. Accept af, at alt, hvad jeg støder på i mit indre og ydre liv, giver en værdifuld mulighed for vækst. Medfølelse og fravær af domme over for andre, over for situationer såvel som over for mig selv. Og nej, ingen af tingene er kom met fra den ene dag til den anden.

Gennem livet har jeg stået med brikker, som slet ikke syntes at passe ind nogen steder. De blev besværlige at få lagt, og med det overblik, jeg havde på det givne tidspunkt, syntes hverken form eller farve at være rigtig. Faktisk var jeg fristet til at tro, at de ved et uheld var blevet lagt ned i den forkerte kasse og derfor slet ikke havde noget med mig at gøre. Andre gange vidste jeg godt, at brikken var rigtig, men valgte at lægge den tilbage i bunken for først at bruge den senere.

Meditation, livet på en ashram, kanaliseringer, dødsfald samt nære relationer har hjulpet mig med at finde nogle af mine vigtigste brikker, og du inviteres med på min foreløbige rejse gennem livet, ud i verden og ind i bevidstheden. En rejse, hvor du får et bud på, hvordan mennesker, hændelser, følelser og egne opfattelser igen og igen gav, og stadigvæk giver, brikkerne til sjælens puslespil. Jeg viser dig nogle af mine brikker. Herunder nogle af dem, jeg har haft sværest ved at placere, samt de processer, jeg har været igennem for at blive i stand til at få lagt de brikker på plads.

Det sjove og smukke ved ethvert puslespil er, når de mange brikker til sidst giver et helt billede. I livet er det sjælen og bevidstheden, der kan vise os vejen. Når vi finder ud af, at de hændelser, følelser og mennesker, som var og er sværest at placere, ofte er dem, der giver det flotteste mønster i det endelige billede, så bliver vores liv en opdagelsesrejse mere end en forhindringsbane, og vores indre verden bliver et magisk sted at være.

God læselyst,

Mette Bergmann

STARTBRIKKER

Starten på denne bog skrev jeg kort efter min fars død. Hans noget originale måde at takle døden på var en både flot og endda morsom oplevelse for mig. Gaven i hans død var, at jeg for alvor begyndte at opleve, at når ting sker i den ydre verden, giver det stor mulighed for indre vækst.

Sådan har jeg bestemt ikke altid haft det. Jeg har følt mig både uheldig, uskyldig og som et offer for omstændigheder.

Jeg vil, i så autentisk en udgave som det er muligt i bogform, dele nogle væsentlige, specifikke oplevelser fra mit liv, der har gjort mig i stand til hen ad vejen at erkende og transformere mange af mine negative oplevelser af og domme over mig selv.

Det er ikke noget, der er sket fra den ene dag til den anden. Langt fra. Jeg har et utal af gange oplevet følelsen af, at nu havde jeg fanget budskabet. Jeg kunne forbinde brikkerne og se et samlet billede og troede af den årsag, at jeg var i bund med en problematik. Blot for at erfare, at der under det lag lå et nyt, mere subtilt lag af følelser og overbevisninger om, hvem jeg var, og hvordan verden hang sammen. Ikke desto mindre har mange af de nye landvindinger gjort, at jeg i stedet for at føle mig uheldig føler mig heldig, og offerrollen er blevet stærkt reduceret.

Jeg vil give mit bud på, hvordan vi bevidst kan vælge at se og opleve muligheder frem for begrænsninger. Samt ikke mindst oplevelser af den glæde og uendelige vækst, der kommer af ikke at dømme – andre mennesker, en selv, de livsomstændigheder, vi står i, eller de følelser, vi har.

Du vil møde vigtige personer fra min barndom og min ungdom, så du kan få en fornemmelse af, at de var nøjagtig som du og jeg i menneskeform, for senere at blive frigjort fra deres fysiske krop og det tilhørende ego og derefter være i besiddelse af en helt anden indsigt på den anden side.

Min barndom og ungdom giver også billedet på starten af nogle cirkler. Cirklerne eller forløbene giver sig udtryk i konkret fysisk forstand, hvor mennesker og hændelser igen og igen bliver ført sammen på den mest forunderlige vis. Det, som i starten kunne ligne en katastrofe, viste sig at indebære helt andre muligheder og noget, jeg aldrig på egen hånd ville have kunnet regne ud – mindst af alt, mens jeg stod i det.

Jeg vil også give min oplevelse af og forståelse for, hvordan vores tolkning af budskaber, der omgiver os som børn, påvirker den måde, hvorpå vi skaber vores liv og opfatter os selv og omverdenen.

Jeg måtte sige farvel til min far, min mor, min bror og min svigerinde inden for relativt få år på det jordiske plan. Jeg har kunnet bevare kontakten med dem gennem en af mine bedste veninder, som er en fremragende kanal. I uendelig mange timer har jeg talt med min mor, min far og min bror.

Den informationsmængde, de har stillet til rådighed, de fantastisk specifikke udtalelser, de er kommet med fra dengang, de var i en menneskekrop, samt de informationer, de i den sidste del af bogen giver om døden, dødsårsager og meningen med livet, har flyttet mig fra at tro på – til at vide, at der er liv efter, at vi forlader kroppen, og at vi er forbundet på niveauer, som langt overstiger det, vi kan opleve med vore fem sanser. Jeg håber, jeg kan bringe lidt af den viden og noget af det håb videre til dig som læser.

Bogen har nu titlen Sjælens puslespil og de manglende brikker, men i mange år havde jeg forestillet mig at kalde den Min mor er en engel, ganske enkelt fordi det var, hvad hun var og er.

Mens hun var her, i den kombination vi havde som mor og datter, kan jeg huske, hvordan jeg kunne kigge på hende og fyldes af varme og glæde over, hvor smuk hun var. Og jo, hun var en ganske flot dame, men det, der gjorde hende smuk, var uden tvivl hendes hjerte.

De kvaliteter, hun havde her, har hun på ingen måde mistet der, hvor hun nu befinder sig. Tværtimod. Egoets filter er væk, og varmen, visdommen og kærligheden kommer nu i en ren, ufortyndet udgave. Jeg er heller ikke i tvivl om, at hun er den af de fire familiemedlemmer, der er gået over på den anden side, der befinder sig i den højeste bevidsthedsform.

Når jeg kigger tilbage på min barndom, kunne den synes meget almindelig. Jeg blev født som det sidste af fire børn. Min søster, Kit, var fire år, min bror, Peter, otte år og min ældste bror, Claus, tretten år længere fremme i det jordiske liv end jeg.

Derudover bestod familien af min mor Edith, som var folkeskolelærer, og min far Jørgen, som var informationschef i Sparekassen i Nykøbing F. Han var gift med min mor, men, som han selv indrømmede, var han forlovet med sit job. Han var den type, der altid højlydt undrede sig over, hvordan det var lykkedes ham at få fire børn – alle danske, da han altid havde hørt, at hvert fjerde barn, der blev født, var kineser.

Men den opstilling er langt fra hele billedet. Jeg oplever og tror ganske enkelt ikke længere på den version af sandheden, at tilfældighederne råder, når det kommer til, hvem vi spenderer vores liv sammen med, og at en helt almindelig barndom findes.

Jeg kom til denne verden uden nogen klar hukommelse om, hvad jeg kom fra, og hvad det hele skulle føre til. Der lå et uvidenhedens slør foran mine oplevelser, og det førte i første omgang til, at lykken, i stedet for i nogen grad at afhænge af ydre omstændigheder, udelukkende kom til at afhænge af dem. Hele min oplevelse af lykke var baseret på mennesker, begivenheder og ting, som ikke kunne, og ikke skulle, vare ved. Vi dør, vi går fra hinanden, vores økonomi kan svinge livet igennem, vi lykkes ikke hver gang, vi hører ting, som bliver sagt i skødesløse øjeblikke, og oplever dem som endegyldige sandheder.

Jeg havde i første omgang ikke fundet ind til den kerne, vi alle har indeni, den kerne, som forbliver uforandret uanset ydre omstændigheder, og jeg kom derfor i starten af mit liv til at blafre som et blad for vinden. Men jeg har erfaret, at det har enorm betydning, at vi lærer vores indre virkelighed at kende, for rigtig mange af os har glemt, hvem vi egentlig er.

Jeg kom ikke ind i dette liv med en ubegrænset tillid til, at alt var trygt og godt. At livet var et stort ta’-selv-bord, hvor jeg bare kunne tage for mig af retterne. I mange år var der en grundlæggende følelse af ikke at passe ind, ikke at turde, hvis jeg rykkede ud af familiens tryghedszone. Jeg blev hentet fra utallige fødselsdage og måtte i starten gå hjem fra mange skoledage med ondt i maven næsten inden, jeg var kommet. Gymnastik blev betragtet på afstand med en arm rundt om min mors bukseben.

Helt op til midten af 20’erne gik jeg med en grundlæggende følelse af usikkerhed. Usikkerhed på, om jeg var god nok, klog nok, smart nok, smuk nok, en god nok datter, person, ansat, ven … og listen kunne fortsætte. Jeg satte spørgsmålstegn ved alle mine følelser, dømte dem hårdt og fandt altid, at jeg kunne gøre tingene anderledes eller bedre.

Jeg er ikke kommet med specielle forudsætninger eller havnet i en familie, hvor jeg lærte at stole på min egen indre virkelighed. Dog tror jeg, at jeg til trods for min noget blakkede selvtillid kom herned med et grundlæggende godt selvværd, som i længden har gjort mig i stand til at følge mine egne veje. Jeg har til tider undret mig over den usikkerhed, jeg oplevede specielt som barn, og svaret fra min mor, set fra den anden side, har været:

Fordi det var den, du var. Du var en sammenhobning af dine tidligere livs oplevelser samlet i et. Vi kommer alle ind i denne verden som en sammenhobning af alle vore tidligere liv, og det er det, der gør os til dem, vi er. Det er sagens kerne. Vi er på jorden for at opleve mere af det, vi har brug for for at overvinde vores usikkerhed og frygt.

Din usikkerhed havde du fra før, du blev født. Du accepterede de forældre og mennesker i dit liv, som var helt rigtige set i forhold til den, du var. Du havde ikke haft et niveau af egenkærlighed, et højt niveau af selvtillid eller selvsikkerhed fra begyndelsen, for du havde ikke lært det endnu. Du blev født nøjagtig, hvor du slap i dit sidste liv. Menneskene i dit liv var på linje med dig og du med dem.

Jeg tror, alle kender eller genkender eksempelvis disse grundtemaer: Den grundlæggende følelse af ikke at elske sig selv eller ikke føle sig sikker nok til at være fri og autentisk. Ikke føle, at man kan være sig selv uden at gemme lidt her og der eller meget her og der. Vi har alle ting, vi skal lære, og livet giver os alle de chancer, vi har brug for.

Min far var en af mine store læremestre i det her liv. Han var lidt af en original i både positiv og negativ forstand og uden tvivl en sjov og ganske intelligent mand at omgås, hvis man var voksen. Han var ikke en person, man lige overså, og han kunne med store armbevægelser give os børn nogle helt fantastiske oplevelser og overraskelser. Jeg kunne være stolt af ham, når nogen talte om ham med en grad af beundring i stemmen, eller når han tryllebandt en forsamling med sine historier. Indimellem var der tidspunkter sammen med ham, hvor jeg følte, at alt var godt.

Men der var også en bagside af medaljen. Da jeg var mindre, var billedet et massivt fravær i både fysisk og psykisk forstand. Hans liv var, ifølge ham, et liv på 1. klasse med fester, receptioner, voksent selskab og job. Hans mange ture rundt i byen, specielt i jobøjemed, øgede hans daglige alkoholforbrug, og det påvirkede hans humør og situationen hjemme.

Han slog ikke, ej heller misbrugte han nogen i fysisk forstand. Men humørmæssigt vidste jeg sjældent, hvor jeg havde ham. Det var som at bevæge sig rundt i et minefelt uden at vide, hvor minerne var begravet.

Han var yderst god til at formulere sig og kunne, hvis han valgte det, til hver en tid køre mig derud, hvor jeg ikke kunne bunde, og det valgte han indimellem. Det gjorde mig bange, magtesløs og gav mig følelsen af slet ikke at være god nok. At gå rundt uden helt at vide, hvad jeg kunne forvente, var en stor udfordring, specielt som barn. Havde han slået i samme højde hver gang, så jeg havde vidst, hvor, hvornår og hvorfor jeg skulle dukke mig, så havde det på mange måder været nemmere.

Hans tilstedeværelse krævede, at jeg kunne aflæse ham, og jeg blev, som tiden gik, meget god til det.

Jeg har grædt af afmagt og usikkerhed over ord, som i en voksen bevidsthed kunne være sjove, men som i min barnebevidsthed sårede langt ind i hjertet og skabte oplevelsen af at være en stor fejltagelse. Som barn ønskede jeg, at han var den far, der ville tage mig op, læse en historie, eller bare sidde med mig på skødet og fortælle mig, hvor glad han var for, at jeg var født. Men det skete, så vidt jeg husker, aldrig. Utallige gange har jeg skullet tage mod til mig, inden jeg spurgte om noget, have mig godt om, inden jeg svarede. Han var ikke et bevidst ondt menneske, men rollen som far til små børn kunne gøres bedre.

Da jeg kort efter hans død talte med ham, forløb en del af samtalen sådan her:

- Hej far, hvordan har du det?

- Jeg har det rigtig godt.

- Jeg har talt med mor, og hun siger, at hun følger mig hele tiden – gælder det samme for dig?

- Nej, det har jeg slet ikke tid til. Jeg har så travlt, så travlt, så travlt. Men når du tænker på mig, eller som nu snakker med mig, så får jeg en pause.

(Her kunne jeg så ikke lade være med at grine, for hans energi var på en eller anden måde så genkendelig.)

- Har du brug for, at jeg tænker mere på dig. Har du brug for flere pauser?

- Nej, nej, jeg har det rigtig godt. Jeg er meget glad for at være her.

- Hvorfor har du så travlt, og hvad er det, du laver?

- Jeg hjælper englene. Jeg er deres højre hånd. Da jeg var på jorden, gjorde jeg slet ikke mit bedste. Jeg gav ikke mig selv fuldt ud nogen steder. Ikke i familien, ikke på jobbet, ikke i mine ægteskaber, ingen steder. Han tilføjer i en meget munter tone uden den mindste selvbebrejdelse: – Men jeg er ved at gøre det godt igen.

- Hvis vi nu går ud fra, at tanken om, at vi selv vælger vores forældre, er rigtig, hvorfor valgte jeg så dig?

- Jeg har absolut ingen anelse ...

Han er i skrivende stund på et andet bevidsthedsplan og har langt mere indsigt. Men det svar, han gav på det tidspunkt, spejler meget godt den oplevelse og fornemmelse, jeg ofte gik med som barn. Hvorfor har jeg ikke en far, der…? Hvorfor gør de sådan? Hvorfor gør det så ondt og er så smertefuldt? Hvorfor? Kan nogen svare, for jeg har ingen anelse? Det giver ingen mening! Var man bare heldig eller uheldig?

Konklusionen dengang blev, at jeg nok ikke havde været helt så heldig som de andre, og at jeg ikke var god nok.

Men jeg tog fejl hele vejen igennem. Han var nøje udvalgt, og jeg havde ham i mit liv af en god årsag.

Min mor og min søster var to mennesker, jeg havde tæt på, og som gav mig en masse gode og rare oplevelser. De spejlede mine indre følelser af tillid, kærlighed, støtte og følelser af at være ok. Det var blandt andet dem, der i det ydre lærte mig at stole mere på mig selv og verden omkring mig. De lærte mig at lytte mere til den positive del af min indre virkelighed.

Min fars personlighed fik bragt de mere negative følelser, jeg havde om mig selv, frem i min bevidsthed. Han blev mit ydre billede på al min usikkerhed og alle de stemmer inde i mit hoved, der fortalte mig, at jeg skulle være bedre til at forklare mig, bedre til at gøre dette eller hint. At jeg ikke slog til. Det var selvsagt ikke nogen munter oplevelse.

Ud over min far, samt et par andre personer på et lidt mildere plan, forårsagede min første kæreste Henrik, at disse følelser blev altoverskyggende.

De hjalp mig begge to med at komme til bunds i nogle helt specifikke følelser og forestillinger, jeg havde om, hvem jeg var. Jeg følte, at jeg ikke var god nok til dem i deres øjne, og det fik mig til at føle mig endnu mere ikke god nok som person. Det var følelser af angst og smerte. Jeg gik i mange år rundt og var bange for andres meninger om mig, og jeg begyndte derfor at behage, da det i starten syntes nemmere end at være genstand for afvisning.

Men angsten og behagesygen fik en tendens til at krybe ind under huden på mig og gøre mig til en bleg kopi af andres ideer, meninger og holdninger til, hvad der var rigtigt, forkert, godt og skidt, acceptabelt og uacceptabelt. Det sindsmæssige billede, billedet på, at jeg ikke var, som jeg burde være, brugte jeg så til at slå mig selv oven i hovedet med.

Jeg gjorde det så grundigt, at jeg begyndte at tro på, at det var sandt. Gennem en stor del af mit liv var jeg nødt til at føle det på et dybere og dybere niveau før, jeg var i stand til at have modet og styrken til at give slip på det, gå ud af det og overvinde det.

Som barn og ung var det selvfølgelig ikke behageligt, da min oplevelse af de situationer udelukkende gik gennem mine følelser. Der var tristhed, smerte, angst og håbløshed. Langsomt, men sikkert lærte jeg dog at transformere disse følelser til accept. Accept af mig selv, min far og de situationer, der fik disse følelser frem.

Jeg accepterede, hvad det var, der var ved at blive mere og mere tydeliggjort for mig. Accepterede og anerkendte, at verden er som øjnene, der ser, og jeg forstod, at hvis det var muligt for dem at aktivere disse følelser inde i mig, ja, så handlede det om mig og ikke om dem. I den proces kunne jeg give mere og mere slip på vreden, på offerrollen og på at give andre skylden.

I dag kan jeg kigge på hele processen med overordentlig stor taknemmelighed. Jeg ved, at det at give slip kræver, at man kan være til stede med et dybt niveau af smerte. Nogle har brug for dybere niveauer af smerte end andre. Jeg nåede det dybeste niveau, som jeg havde brug for, for at være i stand til at give slip.

Min far og min kæreste Henrik var mine store støtter. De hjalp mig med at nå bunden, så jeg kunne få et ordentligt afsæt til at blive mere af den person, jeg virkelig er. Livet bringer os lige nøjagtig det, vi har brug for, for at vikle os ud af alle de områder, vi føler os ringere på.

Det er et puslespil for voksne at få de rigtige omstændigheder til at være der for os alle, men hvis vi kigger godt efter, så passer brikkerne hver gang.

Som barn blev jeg yderligere velsignet med min bedste veninde Anette. Uden hende havde jeg nok ikke været til at slæbe ud fra hjemmets fire vægge. Jeg havde kendt Anette, fra vi var to år gamle. Vi opførte os som siamesiske tvillinger blot uden at hænge fysisk sammen. Sammen med hende følte jeg mig hjemme, og i en alder af ti år var jeg knap så skræmt ved at være i verden, blot hun var der.

På det tidspunkt var hun den første, der åbnede døren på klem ind til en helt anden måde at opleve på. En måde, jeg på det tidspunkt ikke selv havde oplevet, men som fangede min interesse så meget, at samtalen altid har stået klart i min hukommelse. Den talte til en del af mig, som jeg altid har lyttet meget til, en følelse af hjemme. Med start i den historie vil jeg invitere dig med på en rejse gennem liv og død, ud i verden og ind i bevidstheden.

BARNDOM

- Jeg skal fortælle dig noget, sagde Anette og kikkede hemmelighedsfuldt på mig.

- Fortæl, svarede jeg og mærkede en lille følelse af spænding ulme nede i maven. Anette var altid god for en historie.

- I nat vågnede jeg, hun holdt en lille pause, – eller vågnede er måske ikke helt rigtigt, for jeg tror hverken, jeg sov eller var vågen, men at jeg var et sted midt imellem. Som der, hvor man er, lige inden man falder i søvn. Hun kikkede på mig for at sikre sig, at jeg nu også var helt med.

Jeg nikkede ihærdigt og var ivrig efter, at hun fortsatte.

- Så lige pludselig var det, som om jeg blev delt i to, og den ene del hang oppe under loftet og kikkede ned på den anden del, som lå og sov, eller var lige ved at sove. Jeg kunne se hele værelset på en gang. Du ved, lige som når man står oppe på jeres det flade tag og kan se hele haven og alt, hvad der foregår på én og samme tid.

Hun holdt en lille pause, hvor det var, som om hun et øjeblik forsvandt langt ind i sig selv, til det sted, hun lige havde beskrevet.

- Hvad gjorde du så? spurgte jeg forundret. – Var du slet ikke bange for, at du ikke kunne komme ned igen?

- Nej, det vidste jeg godt, at jeg kunne. Det var virkelig dejligt. Jeg er dog ikke helt klar over, hvordan og hvornår jeg kom ned. Jeg vågnede bare i ét stykke i morges.

Jeg kunne se i hendes øjne, at hvert et ord var sandt, og at hun stadigvæk kunne bibeholde en del af oplevelsen, når hun talte om det.

- Det må have været dejligt, sagde jeg og gav mig så småt til at gynge. Jeg tænkte over, hvad hun have sagt og følte egentlig, at jeg forstod hende, uden helt at forstå alligevel. Jeg var også en lille smule misundelig.

Hendes ben begyndte mekanisk at bukke og strække for at få gyngen i gang. Hendes tanker var andetsteds.

- Ja, det var en dejlig oplevelse, sagde hun pludselig. Og så var det, som om hun atter var fyldt op med alt det dejlige og valgte at blive der et øjeblik mere, inden hun igen blev helt nærværende. Hun kiggede på sit ur.

- Klokken er ved at være to. Jeg skal med min mor og far ind til byen. De har lovet mig et par nye bukser. Hun hoppede ned fra gyngen. – Det kan være, vi ses lidt senere.

Hun vinkede og gik hen mod vores udendørs hundegård. Vores schæferhund fik et par kærlige klap på vejen, og kort efter var hun forsvundet om bag hushjørnet. Jeg sad et øjeblik og mærkede en lille snert af tomhed efter, hun var gået. Jeg gik indenfor. Inde i stuen havde min mor flyttet rundt på møblerne og stod nu og betragtede sit nye set-up. Jeg dumpede ned i sofaen. Jeg elskede at være sammen med min mor.

- Gider du ikke fortælle mig en historie, fra dengang du var ung, spurgte jeg, – mens vi sidder her i sofaen?

- Nu igen, lo hun.

Hun satte sig i sofaen og strøg mig over håret.

- Hvad vil du høre?

- Om dig og far. Hun smilede lidt.

- Okay. Vi gik på den samme skole, og da vi blev lidt ældre, fik vi hurtigt øje for hinanden. Vi fulgtes ad, når vi skulle til fester, eller hvis der var nogen, der holdt et te-party. Det var anderledes dengang. Langt op i årene samledes vi til te og forskellige lege med vores kammerater, det var så hyggeligt. Nå, men det er en anden historie.

Fortæl om dengang, far lånte penge af Jens.

Ja, tænk engang, din far og Jens var bedste venner. De ville begge to gerne ud med mig. Din far fortalte, at de havde aftalt, at den, der først fik inviteret mig i biografen, fik lov til at gå ud med mig. Mens de gik og talte, øjnede din far, Jørgen, en telefonboks og spurgte