En vej i livet: ...min vandring på Camino de Santiago, Frances, 2003

Salemkort

1

Jeg starter fra efteråret i 2002. Pia har lånt en bogen Camino på biblioteket, skrevet af Shirley Maclain. Pia finder den meget interessant og får læst bogen, hvorefter hun fortæller mig om den. Hun har en ide, om at gå Caminoen. Hun har en spirituel oplevelse om, at hun i en tidligere inkarnation, har haft en bodsgang på Caminoen.

Caminoen er blevet brugt som bodsgang. Dvs., at folk der har lavet noget ulovligt, fik som straf mange gange foruden fængsel, at skulle vandre disse mange kilometer. Sådan har det så været i mange år. I dag er det også sådan; men her skal vi lære, at forstå det på en mere symbolsk måde.

Vi går den da vi har for opgave, at finde svar på noget i vores indre bevidsthed. Mange går den i større eller mindre flok. Mange går den alene. Det skal man gøre op med sig selv, hvad man vil. Det man vælger vil være det rigtige, som du selv er ansvarlig for. Går du alene, vil du have en stor frihed til, at få det ud af Caminoen; som du har brug for. Da har du muligheden for, at være dig selv uden, at tænke på, at skal tage større hensyn til andre.

Vi snakker om Caminoen. Pias lyst til at gå den, bliver større. Hun begynder at snakke omkring, hvorvidt vi alle tre skal gå turen. Jeg bliver spurgt om min interesse, for Caminoen. Min interesse virker ikke så stor, og jeg siger ikke meget om emnet. Men Pia presser lidt på for, at få et mere konkret svar. Jeg har stadig ikke meget at sige; men får dog svaret, at det lyder spændende og interessant. Pia er dog stadig interesseret i et mere fyldigt svar, og derved snakke mere om Caminoen. Vi kommer frem til den konklusion; at hvis det ikke har min store interesse, at gå Caminoen, vil hun gøre det selv.

Det er et svar vi begge har det godt med.

Vores hverdag fortsætter, som den plejer. Pias interesse for Caminoen vokser for hver dag. Hun begynder at snakke med andre om, at gå turen. Vi undersøger oplysninger omkring emnet, forskellige steder. Især på internettet; som har et bredt oplysningsområde. Vi finder oplysninger om ruten, med start fra Saint Jean Pied de Port i Sydfrankrig, til målet i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Det er specielt denne rute; der har Pias interesse. Der findes forskellige ruter man kan følge. Men det er denne franske/spanske rute, med det spanske navn Camino de Santiago, som oversat betyder vejen til Santiago; at Pia ser frem til.

Min interesse for at gå turen bliver større, jo mere vi finder frem af oplysninger.

Jeg beslutter mig efterfølgende for, at vil gå med. Pia snakker fortsat med mange mennesker. Jeg har det bedst med, at være i mig selv med emnet og snakker derfor ikke med andre.

Min julegave fra Pia og Jonas er et par syntetiske sokker, som er gode til, at transportere fugten, til et par uldne sokker. Derved kan jeg holde mine fødder tørre.

Efter nytår laver vi en indkøbsliste, over hvad vi skal bruge til Caminoen. Vi finder et par rygsække, hver et par sandaler samt Pia og Jonas et par vandrestøvler.

Jeg har selv et par rigtig gode støvler fra 1998. De har ikke været på nogen lange ture; men er gået rigtig godt til. Vi får købt regnsæt til os alle tre.

Midt i det hele holder vi en miniferie. I forbindelse med min 40 års fødselsdag, lejer vi et sommerhus ved vestkysten. Jeg er ikke interesseret i at skal holde nogen fest; og vil bare være sammen med min familie, i fred og ro. Jonas har Solveig med. Vi har bare de skønneste dage sammen.

Vi snakker om at købe en vogn. Da Jonas kun er 3½ år, vil han ikke kunne gå hele turen. Jonas er virkelig god til at gå. Han elsker at komme ud på forskellige ture. For ham er det ikke noget problem, at gå fra Himmelbjergets tårn, ned til bådene og op igen. Men derfra og til at gå hver dag og i alt ca. 774 km, vil være for meget for ham.

Vi har også andre tanker, om hvordan vi kan transportere ham. Vi snakker om, at få fat i et æsel, evt. med en vogn, som den kan trække. Vores indkøb fortsætter med mindre og større ting. Vi skal finde frem til et starttidspunkt, da vi jo skal have fri fra vores arbejde. Vi beslutter os til uge 15.

Pia arbejder i social- og sundhedsafdelingen som ufaglært. Hun er ikke fastansat, men som vikar. Pia får fri og søger orlov, som bliver bevilget hende uden problemer. Jonas tager vi bare ud af børnehaven i den periode. Jeg selv arbejder som bygningsmaler. Jeg får fri og søger orlov, som jeg også får bevilget uden problemer. Vi får begge 8 uger.

Vi har planlagt at starte d. 7. april, i uge 15. Vi vil så fuldføre Caminoen indenfor de 8 uger. Vi skal så til, at bestille billetter til rejsen. Frank foreslår at flyve med Ryanair, da de er et lille flyselskab og samtidig meget billige. Vi vil flyve fra Århus via London Stansted til Biarritz, i Sydfrankrig. Vi vil her overnatte på hotel Amaryz, tæt på lufthavnen. Næste dag kører vi så med tog, fra Biarritz til St. Jean Pied de Port; som ligger ca.

50 km derfra, i østlig retning.

Pia bestiller flybilletter. Hun får at vide, at de vil koste ca. kr. 4000, hvis vi rejser d. 7. april. Pia bestiller i stedet billetter til d. 8. april, og får dem til ca. kr.

1600,00, for os alle tre. Det hele bliver så bare rykket en dag. Vores returbilletter bliver bestilt, med afrejse fra Biarritz d. 28. maj, til London Stansted. Vi skal overnatte for at komme videre. Vi reserverer værelse på hotel Green Man i Harlow, ca. 24 km fra Stansted.

Den 29. maj skal vi så flyve fra London Stansted til Århus.

Der skal også regnes på økonomien. Vi skal have penge nok til det hele. Vi har ikke på noget tidspunkt, været i tvivl om, at pengene ville være der. Vi bliver ikke bekymrede. Vores tankemåde er, at vi ikke fokuserer på de enkelte ting, i det vi skal bruge. Vi forholder os til, at være i nuet og vi slipper vores tanker for, at føle efter og lytte til vores intuition. Det er jo der vi skal finde svarene. Vi tror så meget på os selv, at vi ved at rejsen vil lykkedes.

Pia tog alt det arbejde hun kunne klare for, at tjene så meget som muligt. Pia ville få udbetalt alle de feriepenge, hun havde til rådighed. Jeg ville også få min løn. Foruden den ville jeg også få udbetalt alle mine feriepenge, samt både feriefridags- og søgnehelligdagspengene.

Vi vælger at leje huset ud. Pia indrykker annonce i både Midtjyllands avisen og Ekstra Posten. Det giver flere henvendelser. Vi finder en sød og rar kvinde, som passer ind i vores planer. Hun virker meget interesseret, og vil gerne leje huset i den angivne periode. Det er dejligt, at få det på plads.

Der er nu ca. en måned til vi skal rejse. Vi mangler stadig nogle ting, at få ordnet. Bl.a. det med en vogn. Vi snakker om og ser på forskellige muligheder. Der er Christianiavognen; som er god og rummelig; men meget tung. Ca. 35 kg. vejer den, foruden evt. last. Så er der Winther; som har forskellige vogne. Winther-vognen er knap så rummelig; men til gengæld meget lettere.

Vi henvender os til Winther cykler, og får en aftale på plads. Vi har samtidig snakket med Preben, som er beslagsmed, om hjælp til at konstruere en bedre trækvogn. For Winthers vogn er udstyret til, at spænde efter en cykel. Han laver den, så vi både kan skubbe og trække den samtidig, når vi går.

Pia snakker om, at kontakte Midtjyllands avisen for, at de kan lave en artikel om os. De kommer hvor vi får en snak. Vi bliver bl.a. spurgt, om hvilke forventninger vi har til turen. Her siger vi, at vi ikke laver nogen forventninger. Vi ved af erfaring, at alt ændrer sig så forventningerne ikke holder. Så er det bedre at tro på, at det vi skal opleve, vil have en meget stor betydning for os. Samtidig aftaler vi med avisen, at vi skal skrive undervejs på Caminoen og evt. sende billeder. Det flasker alt sammen sig rigtig godt.

Så sker der noget. Vi venter på opkald fra damen; der skal leje vores hus. Det trækker forholdsvis langt ud.

Jeg kan mærke i mig, at hun ikke længere er interesseret. Pia ringer til hende. Det viser sig, at hendes far er blevet meget syg. Derfor vælger hun, at bo hos ham og samtidig passe ham. Det er jo meget ærgerligt. Der er ca. 14 dage til vi skal rejse. Vi kan godt nå, at indrykke en ny annonce, og derved få huset udlejet. Vi kan intuitivt mærke, at det skal vi ikke.

Objektivt set ved vi ikke hvorfor. Det skal bare være sådan, da der er en mening med aflysningen. Og det accepterer vi.

Morten i vores bank vil gerne, at vi finder en kontaktperson; da der kan opstå noget, imens vi er væk.

Vibeke og Poul Erik vil gerne hjælpe os dermed.

Samtidig har de sagt ja til, at modtage vores post og tilse vores hus.

Der er mange mennesker omkring os, som på forskellig vis bidrager til, at planlægge denne Camino. Vi vil gerne sige tak til dem. Vi vælger at invitere dem, til en lille sammenkomst i vores hus, tre dage inden afrejse. Dem som kommer, er: Frank og Dorte; Vibeke og Poul Erik; Elly og Jens (mine forældre) samt Bente og Hans Henrik. Det bliver en meget berigende dag for os. De kommer på hver deres måde, med en gave til os; som vi kan bruge på rejsen.

Dorte og Franks gave vil jeg gerne fremhæve, da jeg har en personlig oplevelse deri. De fremfører en form for teater ved, at læse op fra forskellige bøger. De gør det på en dejlig hjertevarm måde.

Der er også andre vi vil sige tak til. Lone og Lars, Angelo, Vibeke fra børnehaven, Grethe, Ole, Janine, Inge, Jan og Finn fra H. Rasmussen samt Thomas, vores nabo.

Det er sådan, at Caminoen er forbundet med forskellige symboler. Bl.a. det, at have en sten med hjemmefra. Et sted på Caminoen kommer man til et meget stort kors.

Ved dette kors er der gennem tiderne, lagt rigtigt mange sten og andet. Det er så her det er meningen, at man skal lægge sin medbragte sten.

På en tur ved Himmelbjerget, finder Jonas en sten, som han vælger at tage med. For Pia og mig, er det ikke så nemt at finde en sten. Det er som om, at der ikke er nogen der er egnet.

Man skal også gerne have en muslingeskal med. Den symboliserer apostlen Jakob. Det skal være en muslingeskal; som man frit erhverver sig. Man må ikke give noget for den. Vi får foræret 3 muslingeskaller, af mine forældre. Det er bare sådan en smuk tanke af dem. Vi føler, at vi ikke skal tage dem med.

Søndag morgen d. 6. april aftaler vi med Jytte og Flemming, at komme forbi med rundstykker. Vi vil bare så gerne se dem inden afrejsen. Vi er så tæt forbundet; at det vi er for hinanden, foregår hele tiden, selv om vi er langt fra hinanden. Vi hygger os rigtigt godt sammen.

Den ene bil Opel Ascona, har vi valgt at leje ud. Angelo vil gerne, så det aftaler vi. Der opstår bare det, at der går hul på udstødningen, et par dage inden vi skal rejse.

Det lykkedes mig, mandag morgen at få fat på de dele, som skal bruges. Jeg får den defekte udstødning udskiftet; og samtidig skifter jeg både olie og oliefilter.

Vi har delt os op i to for, at nå det sidste inden afrejse.

Jonas er i børnehave. Jeg får handlet noget udstyr, til kamera og pc’er for, at gøre det muligt, at sende billeder.

Nu er vi nået til mandag d. 7. april, om aftenen. Alt skal være planlagt og i orden. Alt det vi skal bruge er frembragt og vi får pakket det vi kan. Vi kommer forholdsvis sent i seng denne aften. Det skyldes måske nok, at der er en form for spænding før rejsen, uden at vi er nervøse.

*

2

Vi kommer tidligt op denne dag d. 8. april. Jeg kan mærke, at jeg har stærke fornemmelser for, at jeg senere vil få et epileptisk anfald. Jeg beder til Gud:

Kære fader, det kan ikke passe, at jeg skal have et anfald nu, hvor jeg er klar til at tage af sted. Sekundet efter forsvinder disse fornemmelser.

Vi har aftalt med Frank, at han skal køre os til lufthavnen i Tirstrup. Vi vil gerne være klar til han kommer, og det lykkedes. Vi får hurtigt pakket bilen.

Bagklappen kan dog ikke lukkes, da Winther-vognen fylder for meget. Vi binder den fast og kan derefter køre. Vi ankommer i god tid, et par timer før afgang. Vi går til check-in. Her er endnu ikke så mange mennesker.

Her viser det sig, at Pias pas ikke helt er i orden. Pia hedder jo Jakobsen til efternavn. Billetterne står jo derfor i Jakobsen. Men i hendes pas står Wolek; hendes pigenavn. Politiet på stedet kan måske hjælpe, med et stempel i passet. Det viser sig dog, at de ikke har bemyndigelse dertil. Vi får ændret i reserveringerne fra Pia Jakobsen til Pia Wolek Jakobsen. Så burde det ikke volde problemer.

Det er jo første gang, at Jonas skal ud at flyve. Vi har forberedt ham rigtig meget. Han kan selv sige: Vi skal flyve til London og Biarritz. Det er det største for ham ved, at planlægge rejsen. Han ser den flyver; som vi skal med. Den kommer ind og lander.

Vi siger farvel og tak til Frank. Hvor er det dog dejligt, at sige tak til ham. Vi går om bord. Jonas kommer ud til vinduet at sidde. Det er bare sådan en stor oplevelse for Jonas; men så sandelig også for os. At mærke flyet lette, giver ligesom et stort sug i underbevidstheden.

Jonas hygger sig rigtig meget. Vi får set Ry og Gl. Rye, fra luften. Vi kan dog ikke se vores eget hjem. Vi ankommer til London Stansted lufthavn, ca. kl. 10.45

lokal tid. Vi får hentet vores bagage. Herefter skal vi vente i lufthavnen, i ca. 4 timer. Her er det rigtig godt, at have vognen til Jonas. Alt det der sker, gør ham mæt og træt. Vores bagage kan også være der i. Vi kommer gennem check-in uden problemer.

Vognen skal her afleveres, helt ude ved flyet. Vi har den med gennem personlig kontrol. Her har vi en lille kasse, med mad og forskelligt i, bl.a. en lille dåseåbner, af den langsomme type. Politiet tillader ikke, at have den med ud til flyet; selvom den er med i vognen, som skal ind til andet bagage. Det er pga. faren for terror.

De får så lov til at beholde den.

Her møder vi vores første kollega. Han rejser også med for, at komme ud på Caminoen. Han er en ung tysker, sidst i tyverne. Han fortæller at han har en del personlige problemer; hvor han så håber, at Caminoen vil hjælpe. Det kan jeg kun bekræfte over for ham, at det vil den. Det vil helt komme an på ham selv, hvor meget.

Vi kommer om bord. Jonas er igen spændt og glad over flyveturen. Vi ankommer til Biarritz ca. kl. 17.30. Vi finder vores hotel Amaryz; som ligger 500 meter fra lufthavnen. Det er dejligt lunt i Sydfrankrig. Alt er mere eller mindre sprunget ud.

Vi rejste fra et par graders varme, med udsigt til sne, ned til ca. 20 graders varme. Det er en behagelig oplevelse. Der sker ikke så meget mere den dag. Vi går en tur for, at lette vore følelser.

*

3

Det er nu onsdag d. 9. april. Vi får morgenmad.

Herefter undersøger vi togforbindelserne, til St. Jean Pied De Port. Vi skal til Bayonne banegård, ca. 12 km fra Biarritz. Der er problemer med busforbindelsen, så vi tager en taxi. Vi får købt togbilletterne. Her er der ca.

3 timers ventetid. Vi går en tur og får set lidt af byen Bayonne.

Vi kommer med toget, som er dejligt lille. Jonas elsker også toge. Vognen er igen for stor. Den er nødt til, at stå på højkant i forgangen for, at være med. Vi hilser på et ældre tysk ægtepar. De skal også ud, at gå Caminoen. De er klædt i flot Tyrolertøj, med et norsk flag på hatten. De har en gang, været på vandring i Norge. Da vi ankommer til St. Jean Pied De Port, vil de filme os med deres videokamera.

Der er flere; som skal gå Caminoen; som vi hilser på. Vi følges alle ad, op igennem byen for, at finde pilgrimskontoret. Det er her vi skal tilmelde os, inden starten for, at få vores første stempel. Vi vil også få en vejrmelding, om mulighederne for, at gå den efterfølgende dag.

Vi skal jo starte med, at krydse Pyrenæerne. Her er der to ruter. En mere direkte som følger hovedvejen, over et pas og grænsen, til Roncesvalles. Eller op i bjergene. Først på en mindre vej, dernæst ad stier over et pas og grænsen til Roncesvalles. Vi vil senere finde ud af, hvilken rute vi skal vælge. Vi får allerede her forskellige kommentarer, omkring vores forestående tur. Der er flere; som tvivler om hvorvidt det er muligt, at gå med et lille barn og vogn. Men vi har vores tro med os. Vi er overbeviste om, at det godt kan lade sig gøre.

Vi finder et sted at overnatte. Det lokale refugie, på 55. rue de la Citadelle, med 18 pladser er helt optaget.

Vi får anvist et andet sted. Nr. 21 hos Jean. Han er en rigtig franskmand; som foruden fransk, taler spansk og meget lidt engelsk. Han er meget god til, at gøre sig forståelig på andre måder. Det ser jeg som en dejlig god udfordring. Han får præsenteret stedet for os, på en meget forståelig måde. Så det er jo bare godt.

Vi hygger os resten af dagen, finder et sted at spise og gør nogle indkøb. Jeg finder ud af, at min regnjakke ikke er kommet med. Min schweizer- lommekniv er heller ikke med. Lappegrej og luftpumpe er heller ikke med. De er alle for vigtige til at undvære.

Om aftenen får vi fortalt om vejrsituationen. Der bliver sagt, at næste dag vil det være helt umuligt, at gå op i bjergene, pga. sne. Der vil så være mulighed for, at gå ruten, langs med hovedvejen. Men ikke for os, igen pga. vejret og specielt fordi vi har Jonas med os.

Vi forbereder os så på, at blive en ekstra dag. Vi går tilbage til værelset for, at sove. Næste dag d. 10. april havde vi jo hjemmefra, gjort os forhåbninger om at starte Caminoen. Den er så blevet ændret. Vi får fortalt Jean om situationen. Det er ikke noget problem.

Vi kan sagtens blive så længe vi har brug for.