DDR

De ledende allierede sejrherrer i 2. verdenskrig – Storbritannien, Sovjetunionen og USA – var blevet enige om, at det besejrede Tyskland skulle besættes, og at landet et stykke tid skulle regeres af de allierede besættelsesmagter. Det Allierede Kontrolråd bestående af de fire militære øverstkommanderende i de fire zoner blev en slags regering med sæde i Berlin. De delte Tyskland op i 4 besættelseszoner, og det separate Berlin i 4 sektorer. Områderne øst for Oder-floden var de facto blevet udskilt og blev ikke en del af det besatte område. Sovjetunionen blev tildelt den østlige zone og den østlige sektor i Berlin.

På deres konference i Potsdam uden for Berlin i august 1945 besluttede Sovjetunionen, Storbritannien og USA i august 1945 at gennemføre en række tiltag og forholdsregler i det besatte Tyskland, nemlig at gennemføre afnazificering, afmilitarisering, demokratisering og dekartellisering af Tyskland. Det blev overladt til de enkelte militærregeringer i de fire zoner at føre disse tiltag igennem. I den sovjetiske zone blev det den sovjetiske militæradministration SMAD, der tog hånd om det.

I fællesskab opløste de allierede besættelsesmagter det tyske militær og forbød og opløste det nazistiske parti NSDAP og andre nazistiske organisationer; de gennemførte sammen i 1945-1946 Nürnberg-krigsforbryderprocessen mod en række nazistiske ledere; og de opløste i 1947 den største tyske delstat Preussen, mens afnazificeringen, demokratiseringen og dekartelliseringen kom til at foregå forskelligt fra zone til zone.

Med den kolde krig blev forholdet mellem de allierede magter forværret, og de politiske og ideologiske spændinger voksede. Det betød, at beslutningen om at behandle Tyskland som en økonomisk enhed ikke blev til noget. Den økonomiske udvikling kom til at forløbe forskelligt i vest og øst, og i 1948 blev Tyskland valutamæssigt delt med DM i vest og Mark i øst. I slutninger af 1947 var også forhandlingerne om en fredsslutning med Tyskland brudt sammen, da de allierede sejrherrer ikke kunne opnå enighed om, hvad Tyskland skulle være – og der er her i 2024 stadig ikke formelt sluttet fred med Tyskland.

I 1948 kom det til et brud i den fælles regering for Tyskland, Det Allierede Kontrolråd og også i den allierede kommandatur for Berlin, hvorefter Berlin politisk blev delt i Vest- og Østberlin. Det allierede fællesskab med hensyn til Tyskland var stort set brudt sammen.

SMAD fyrede som del i afnazificeringen i sin zone generelt og uden individuel behandling alle offentligt ansatte – i alt godt 400.000 personer. Russerne tillod gendannelsen af politiske partier og oprettelsen af delstater, og de benyttede dekartelliseringen til at konfiskere al "junker"-jord (bedrifter over 100 ha) og til at afsætte virksomhedsledere og konfiskere virksomheder. SMAD gennemførte i 1946 en jordreform ,hvormed de fordelte den konfiskerede jord til godt 100.000 småbønder. Og SMAD beslaglagde godt 7.000 virksomheder, hvoraf flere end 200 overgik til sovjetisk ejerskab (SAG).

SMAD tillod som led i demokratiseringen gendannelsen og nydannelsen af politiske partier, bl.a. i 1946 af SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands), der var en sammenslutning af det socialdemokratiske SPD og det kommunistiske KPD. Og SMAD satte gang i den politiske bevægelse, der gennem forskellige valg skulle resultere i dannelsen af et parlament, Folkekammeret (Volkskammer), og konstitueringen af den nye stat DDR i oktober 1949.

Endelig sørgede SMAD for at få inddrevet de krigsskadeserstatninger, som Sovjetunionen var blevet tildelt på Potsdamkonferencen. Indtil de ophørte den 1. januar 1954, skønnes det, at Sovjetunionen har hentet godt 14 mia. dollars i krigsskadeserstatninger i sin besættelseszone.

Til gengæld fik den sovjetiske zone (og DDR) ikke del i den amerikanske Marshallhjælpm der fra 1948 blev givet til de tre vestzoner (og Vesttyskland) – også Vestberlin fik Marshallhjælp; det gjorde Østberlin ikke.

SMAD blev opløst i november 1949, og dens forvaltningsfunktioner blev overladt til DDR's regering. SMAD blev afløst af den sovjetiske kontrolkommission i Tyskland (SKK), der videreførte noget af SMAD's kontrol. Det sovjetiske besættelsesstyre – bort set fra i Østberlin – ophørte i 1955. Men et stort antal sovjetiske militærstyrker forblev i DDR.

Med vedtagelsen af en forfatning den 7. oktober 1949 i Volkskammer blev DDR oprettet, og med dannelsen af en regering ledet af Otto Grotewohl (SED) var Deutsche Demokratische Republik (DDR) konstitueret. Det skete som reaktion på statsdannelsen i de tre vestlige zoner der den 23. maj 1949 havde ført til oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland). Oprettelsen af DDR indebar en statslig deling af Tyskland i to stater.

Forfatningen rummede de almindelige borgerlige rettigheder; de kunne dog begrænses af artikel 6 om såkaldt "Boykothetz" – men de blev suppleret af sociale rettigheder som retten til arbejde, til ferie og gratis uddannelsesvæsen samt sygdoms- og alderdomssikring.

Det overses som regel, at DDR oprindelig var en forbundsstat bestående af de fem delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen, mens Østberlin formelt ikke var del af DDR. Det blev byen først i 1957, og derefter kunne Østberlin i praksis udgøre en hovedstad for DDR. Som forbundsstat havde DDR også et førstekammer, Länderkammer. Delstaterne blev dog opløst i 1952 og erstattet af 14 Bezirke (distrikter) der mere var forvaltningsområder – Østberlin blev i 1957 det 15. Bezirk. Dermed var DDR blevet en centralistisk enhedsstat.

Formelt var DDR et såkaldt folkedemokrati, der baserede sig på en alliance og samarbejde mellem de tilladte politiske partier. Der eksisterede fem partier, nemlig det socialistiske SED, det kristligt-demokratiske CDU, det liberale LDPD (Liberal-Demokratische Partei Deutschlands), Demokratische Bauernpartei (DPD) samt Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NDPD), der var en slags opsamlingsparti for tidligere soldater og rehabiliterede medlemmer af det nazistiske NSDAP. De fem partier indgik sammen med de såkaldte masseorganisationer som ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend (FDJ), enhedsfagbevægelsen Freier Deutscher Gewerkschaftsbund (FDGB), Kulturbund (KB) og kvindeforbundet (DFD) i den såkaldte Nationale Front.

Den af SED dominerede Nationale Front fungerede som grundlag for det politiske system i DDR. Den opstillede en fællesliste til valgene, og til valgene til Folkekammeret var der på forhånd aftalt en fordeling af pladserne på listen og dermed af mandaterne i Volkskammer mellem de enkelte partier på listen. Fx fik det ledende SED 25 % af pladserne på listen, CDU 15 %, mens masseorganisationerne tilsammen fik 20 %. Ved valg til Volkskammer og kommunale organer kunne vælgeren kun stemme ja eller nej til listen som helhed; man kunne altså ikke vælge frit mellem personer og partier på listen. En ugyldig stemme talte som en ja-stemme. Og der var stemmepligt.

Den Nationale front udgjorde endvidere grundlaget for regeringen, hvori alle partier var repræsenteret. Men SED var ledende og stillede frem til 1989 altid regeringens leder, ministerpræsidenten. Det politiske samarbejde i regeringen betød, at der reelt ikke fandtes nogen opposition i Folkekammeret, og der kendes kun ét eneste eksempel på, at et lovforslag ikke er blevet enstemmigt vedtaget i Folkekammeret. I forbindelse med et lovforslag om fri abort i 1970'erne blev medlemmer af CDU stillet frit og kunne stemme imod.

Tyskland var således i 1949 blevet delt i to stater, mens den gamle hovedstad Berlin formelt forblev udenfor og fortsat var besat af de allierede magter. Området øst for Oder-Neisse-floderne blev ikke del af DDR.

Begge de to stater gik principielt ind for genforening. Men der fandtes ikke officielle forbindelser mellem dem – de blev først etableret i 1972. Mens DDR var parat til at anerkende Vesttyskland som selvstændig stat, betragtede man i Vesttyskland etableringen af DDR og dermed delingen af Tyskland som illegitim. Vesttyskland nægtede at anerkende DDR som selvstændig stat, og det bestræbte sig med den såkaldte Hallstein-doktrin på at forhindre DDR i at blive internationalt anerkendt og truede med at afbryde de diplomatiske relationer med stater, der anerkendte DDR. Det gjaldt ikke Sovjetunionen, der havde diplomatiske relationer med begge tyske stater.

Først i 1960erne kom der en opblødning i den vesttyske holdning til DDR, og med mere eller mindre officielle relationer kom der en tilnærmelse. De to stater havde dog til de Olympiske Lege i 1960'erne stillet med et fælles tysk hold under den olympiske fane.

Det store problem for DDR var længe, at staten ikke blev internationalt anerkendt som en selvstændig stat. Landet blev efter oprettelsen kun anerkendt af Sovjetunionen og andre stater fra østblokken. Og DDR blev i løbet af 1950'rne integreret i den sovjetisk ledede østblok gennem medlemsskab af COMECON (Rådet for gensidig økonomisk assistance), der var et socialistisk arbejdsdelings fællesskab, og i 1957 med oprettelsen af militæret, Nationale Volksarmee (NVA), integreret i den militære Warszawapagt.

DDR var, indtil Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen i 1985, en trofast og loyal allieret af Sovjetunionen. DDR støttede således Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956, og politisk bakkede det op bag Warszawapagtens intervention i Tjekkoslovakiet i 1968; her deltog DDR dog ikke med egne militærstyrker.

Til gengæld blev DDR som nævnt ikke anerkendt af Vesttyskland og andre NATO-stater som selvstændig stat, og i begyndelsen heller ikke af den øvrige verden. Det internationale gennembrud kom i 1957, da det alliancefri Jugoslavien anerkendte DDR. I 1958 fulgte Cuba, og derefter blev det i 1960'erne anerkendt af andre alliancefri stater.

DDR søgte på enhver måde at opnå international anerkendelse. En vigtig vej hertil blev sportslig anerkendelse – for sport var ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå noget, som Erich Honecker udtrykte det i 1957. Fra 1950'erne havde DDR haft sportsligt samkvem også med stater, som det ikke blev anerkendt af og var blevet medlem af flere internationale sportsorganisationer. Men DDR kunne uden for DDR ikke optræde som selvstændig nation med egne nationale symboler. Her blev de olympiske lege et centralt forum, da DDR i 1968 for første gang måtte stille med eget hold – indtil da havde der været et fællestysk hold – og ved OL i München i 1972 var DDR anerkendt som selvstændig nation og kunne stille med eget hold og optræde under DDR-statens nationale symboler: det tyske flag med hammer og passer og den østtyske nationalhymne Auferstanden aus Ruinen. De sportslige resultater som atleter fra DDR opnåede førte til udbredt anerkendelse. Dog ikke diplomatisk.

Forholdet til Vesttyskland var længe officielt ikke-eksisterende, da Vesttyskland som omtalt ikke anerkendte DDR og den tyske deling, og med Hallstein-doktrinen førte Vesttyskland en skarp afgrænsnings- og isoleringspolitik i forhold til DDR – det afbrød de diplomatiske relationer med Jugoslavien, da dette land havde anerkendt DDR, og det gentog sig over for andre lande.

Efter at det socialdemokratiske SPD i Vesttyskland i 1966 var kommet med i den store koalition med CDU, blev forholdet til DDR blødt op. Det var begyndt i det små i 1963, da Vestberlin med vesttysk billigelse indgik en aftale med de østberlinske myndigheder – den såkaldte passérseddelaftale – der efter opførelsen af Berlinmuren gjorde det muligt for vestberlinere at komme på kortere familiebesøg hinsides muren i Østberlin. I 1970 tog den ny forbundskansler Willy Brandt (SPD) på besøg i DDR og mødtes med sin østtyske kollega Willi Stoph i Erfurt og igen senere i Kassel. Brandts Ostpolitik (østpolitik), der med Moskvatraktaten 1970 og Warszawa-aftalen i 1971 betød udsoning med flere østeuropæiske stater, banede også vejen for en udsoning med og tilnærmelse til DDR. Det mundede ud i den tysk-tyske aftale (Grundlagenvertrag) fra december 1972. Hermed anerkendte Vesttyskland DDR som stat og indgik særlige relationer med landet, men anerkendte ikke den tyske deling. Derefter kunne DDR internationalt anerkendes: Danmark gjorde det i januar 1973, og i 1975 blev begge tyske stater optaget i FN og deltog på CSCE-mødet i Helsinki.

Det østtyske samfund og den østtyske økonomi var i begyndelsen præget af, at østzonen og senere DDR som følge af Potsdamaftalen skulle yde store krigsskadeserstatningsbetalinger til Sovjetunionen. De blev hentet som overtagelse af virksomheder, taget fra den løbende produktion og som demontering af maskiner og inventar fra andre virksomheder og som overflytning af jernbanestationer og dobbeltskinner til Sovjetunionen. Også østtyske medarbejdere blev hentet til Sovjetunionen. Krigsskadesbetalingerne stoppede i 1954, og DDR menes som nævnt at have betalt omkring 14 milliarder dollars i krigsskadeserstatningsbetalinger til Sovjetunionen og Polen.

I 1952 besluttede SED at opbygge grundlaget for socialisme efter sovjetisk model. Delstaterne blev som nævnt opløst til fordel for en centralistisk enhedsstat. Der blev indført planøkonomi med sværindustrien som fundament og oprettet statsvirksomheder (Volkseigene Betriebe); det indebar kollektivisering af landbruget, altså af alle de nye brug, der var etableret efter jordreformen i 1946, og kollektivisering eller statsovertagelse af håndværks- og handelssektoren. Det udløste protester og modstand fra de nu selvejende bønder; en del bønder flygtede til Vesttyskland, og for at få afsluttet kollektiviseringen blev der fra 1958 gennemført en tvangskollektivisering af den endnu ikke kollektiviserede del af landbruget.

For at finansiere opbygningen af socialismen vedtog regeringen en forhøjelse af arbejdsnormerne, hvilket var ensbetydende med en lønnedsættelse, idet der skulle ydes mere for samme løn. Det udløste en strejke blandt bygningsarbejderne på den ny Stalinallee den 16. juni. Strejken bredte sig til hele DDR, og den 17. juni kom det til en demonstration med politiske krav om regeringens afgang og frie valg foran regeringskvarteret Haus der Ministerien i Wilhelmsstrasse. Strejken bredte sig og udviklede sig til en regulær folkeopstand, Juniopstanden 1953. Politiet kunne ikke stoppe opstanden. Regimet syntes rystet, og regeringen mistede kontrollen og måtte søge tilflugt i det sovjetiske hovedkvarter i Karlshorst.

DDR blev derefter af russerne sat i undtagelsestilstand. Sovjetiske militærstyrker og tanks blev indsat, de knuste opstanden, og SED-styrets magt blev reetableret. Omkring 50 mennesker menes dræbt eller henrettet, og godt 1000 personer blev anholdt. Mange flygtede til Vesttyskland. Og i DDR strammede ministeriet for statssikkerhed (Stasi) den indre sikkerhed og kontrol. Den østtyske forfatter Bertolt Brecht kom med en bittersød kommentar om, hvorvidt det ikke var bedre, om regeringen valgte sig et andet folk.

Omtrent samtidig blev den første socialistiske by Stalinstadt og den socialistiske gade Stalinallee i Østberlin bygget.

Opstanden knuste samtidig sovjetiske forhåbninger om at kommunisterne i DDR nogensinde ville komme til at spille en ledende rolle i et eventuelt forenet Tyskland. Den sovjetiske leder Stalin havde i 1952 foreslået tysk forening, men forslaget var blevet afvist af den vesttyske kansler Konrad Adenauer og vestmagterne. For Sovjetunionen stod det nu klart, at DDR-styret kun kunne opretholdes med sovjetisk støtte. Derfor forblev store sovjetiske militærstyrker i DDR, efter at besættelsesstyret var ophørt i 1955.

Det var ikke alle østtyskere, der havde været indforstået eller tilfredse med oprettelsen af DDR i 1949 og dermed med delingen af Tyskland. Derfor valgte en del at rejse til Vesttyskland, mens andre fra vest tog til DDR. I begyndelsen af 1950'erne var det enkelt, da der kun fandtes en zonegrænse, men da DDR i 1952 opførte og sikrede sin statsgrænse mod Vesttyskland, blev det sværere at rejse vestpå.

1950'erne var en økonomisk, social og politisk hård tid for mange østtyskere – ikke mindst som følge af beslutningen om at opbygge et socialistisk system med kollektivisering – og derfor valgte mange bønder og især mange unge, faglærte og veluddannede borgere, navnlig mænd, at udvandre eller flygte til Vesttyskland, først og fremmest over den åbne sektorgrænse i Berlin. Frem til august 1961 flygtede knap 3 millioner mennesker, eller godt 1/6 af DDR's befolkning. I sommeren 1961 beløb antallet af flygtende sig til hele 30.000 om måneden.

Flugtstrømmen skabte store problemer for den østtyske planøkonomi, der var truet af sammenbrud, da opfyldelsen af planen blev vanskeliggjort af manglende arbejdskraft. Derfor besluttede det østtyske styre i august 1961 med sovjetisk støtte at søge at standse flugtstrømmen ved at opføre Berlinmuren, den "antifascistiske beskyttelsesmur" (Schutzwall) som den blev kaldt, der fysisk delte Berlin i to og endte med at udgøre en 155 km lang mur til og rundt om Vestberlin. Det østtyske regime befæstede samtidig statsgrænsen til Vesttyskland med et velbevogtet grænsehegn. Statsgrænsen også i Berlin var bemandet med grænsevagter, der havde ordre til at skyde, hvis nogen forsøgte at flygte til Vesttyskland. Jerntæppet var nu blevet en konkret realitet langs grænsen mellem de to tyske stater.

Berlinmuren stabiliserede DDR og den østtyske økonomi, og den konsoliderede SED's regime. Den stoppede stort set flugtmuligheden gennem Berlin, og herefter lykkedes det frem til 1989 kun knap 5000 østtyskere at flygte over og under muren. Omkring 450 østtyskere mistede livet i forbindelse med flugtforsøg. Forsøg på "republikflugt" blev derefter gjort strafbar.

En ny økonomisk politik løsnede den stramme planøkonomi til fordel for en "socialistisk markedsøkonomi", og det forbedrede de økonomiske og sociale forhold for østtyskerne. Men prisen var, at de nu var lukket inde med SED og dets hårde kontrol med samfund og mennesker, og levestandarden nåede aldrig på niveau med Vesttysklands. Indadtil kom forskellige stramninger, bl.a. på kulturområdet, og Stasis kontrol voksede.

I maj 1971 trådte den faktiske leder af DDR Walter Ulbricht tilbage og blev erstattet af Erich Honecker. Mens Ulbricht opfattes som en national kommunist, der søgte at frigøre DDR fra Sovjetunionen, knyttede Honecker DDR tættere til Sovjetunionen. Men Honecker søgte også at forandre det planøkonomiske system i mere socialpolitisk retning for at øge levestandarden, altså fra satsning på sværindustrien til forbrugsøkonomi. Det kom først og fremmest til udtryk gennem satsning på et omfattende boligbyggeri.

Honecker var dog også parat til at slække på DDR's fordring om fuld folkeretslig anerkendelse. Det førte til Grundlagenvertrag i december 1972 med Vesttyskland, der betød en normalisering af forholdet mellem de to tyske stater og indebar en de facto vesttysk anerkendelse af staten DDR og etablering af særlige faste repræsentationer i de to hovedstæder Østberlin og Bonn samt indgåelsen af andre aftaler. Aftalen banede vejen form at DDR hurtigt derefter blev diplomatisk anerkendt af mange stater. Og i 1980'erne kom Vesttyskland det økonomisk trængte DDR til hjælp med store lån. Et højdepunkt fulgte i 1987, da Honecker var på officielt statsbesøg i den vesttyske hovedstad Bonn.

Det gik internationalt fremad for DDR. Men indadtil oplevede østtyskerne, at landet stagnerede politisk, økonomisk og socialt; levestandarden voksede ikke længere, og utilfredsheden bredte sig. Fra 1985 begyndte en fremmedgørelse til Sovjetunionen, da ledelsen i DDR ikke var rede til at følge reformkursen i Sovjetunionenm hvor den nye leder Gorbatjov med glasnost og perestrojka forsøgte at reformere og demokratisere det socialistiske system. Tværtimod mente den østtyske ledelse, at der ikke var behov for at reformere "socialismen i tyske farver".

Men den indre opposition og utilfredshed var voksende. I januar 1988 kom det under parolen "frihed er altid frihed for den anderledes tænkende" til demonstrationer mod SED, og endnu i januar 1989 havde Honecker sagt, at muren i Berlin skulle forblive, så længe den havde en funktion. Det kunne være i 25 eller i 100 år. Men udviklingen tog en anden retning.

Da Ungarn i foråret 1989 lempede grænsekontrollen for østtyskere til Østrig, begyndte en ny flugtbølge fra DDR. Den 7. september indledtes ugentlige demonstrationer i Leipzig mod regimet med krav om reformer, og den 7. oktober overvejede Honecker at stoppe en stor demonstration i Leipzig med militær magt, men russerne afviste at støtte det. Samme dag kom det til voldsomme kampe mellem politi og demonstranter i Østberlin, og den 18. oktober trådte Honecker tilbage og blev afløst af Egon Krenz. Regimet syntes i krise. For den rituelle udskiftning af ledelsen stoppede ikke uro, demonstrationer og flugt fra DDR. Et afgørende vendepunkt kom den 9. november, da SED's pressesekretær Günter Schabowski under forklaringen af de nye udrejseregler kom til at sige, at de gjaldt øjeblikkeligt ("unverzüglich"), og vantro østberlineres pres på grænseovergangen ved Bornholmer Strasse i Østberlin fik grænsen åbnet. Samme aften blev muren åbnet overalt i Berlin: Muren var åbnet og faldet, og dermed faldt DDR's reelle fundament.

DDR's fald syntes ikke at kunne opholdes, og efter en ustabil fase blev de første frie valg afholdt i DDR den 18. marts 1990. Østtyskerne stemte for at blive forenet med Vesttyskland: Valget endte med sejr for CDU's "alliance for Tyskland", der havde genforening her og nu som mål. En ny regering ledet af Lothar de Maizière fra CDU indledte forhandlinger med Vesttyskland, hvilket først førte til etablering af en økonomisk og social union mellem de to stater den 1. juli, der indførte D-Mark i DDR, og de resulterede senere i indgåelsen af en Einigungsvertrag den 31. august, der fastlagde, hvordan DDR kunne blive optaget i Vesttyskland: Grundgesetzes gyldighedsområde blev udvidet til at omfatte DDR-området, socialistiske love bl.a.om kollektivisering blev ophævet med tilbagevirkende kraft, og de 5 delstater blev genoprettet. De kunne derefter søge optagelse i Vesttyskland. og dermed blev DDR opløst den 2. oktober, delstaterne blev optaget i Vesttyskland og tysk enhed blev genskabt den 3. oktober 1990.

Den 2. oktober 1990 var DDR blevet opløst som stat, og dagen efter trådte de fem nydannede delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen i henhold til artikel 23 i Grundgesetz ind i Tyskland. Det var en optagelse eller indlemmelse i Vesttyskland eller det nu forenede Tyskland. Der blev ikke vedtaget nogen ny forfatning som foreskrevet i Grundgesetz art. 146, Grundgesetz fortsatte, dog med ny artikel 23 for at hindre andre områder i at søge om optagelse.

Forinden var en væsentlig ting sket: De fire tidligere besættelsesmagter, der fortsat holdt Berlin besat, havde den 12. september indgået en aftale med de to tyske stater: "Den afsluttende ordning mht. Tyskland", som ikke de jure, men de facto skabte fred med Tyskland, bestemte hvad Tysklands grænser var og afsluttede besættelsen af Berlin. Besættelsesmagterne gav afkald på deres rettigheder med hensyn til hvad Tyskland skulle være, og det forenede Tyskland genvandt fuld suverænitet. Dermed havde de allierede også godtaget foreningen af DDR med Vesttyskland. Deres styrker i Berlin skulle trækkes bort indtil i 1994.

Den med DDR-området forstørrede Forbundsrepublik var fortsat en forbundsstat med nu 15 delstater, Grundgesetz gjaldt for hele det forenede Tyskland, og de fem nye delstater konstituerede sig med forfatninger og demokratiske valg. Det genforenede Berlin blev igen Tysklands hovedstad og blev i december 1990 oprettet og konstitueret som 16. delstat. Det forenede Tyskland forblev som medlem af NATO og EU, men landet var som følge af de territorielle afståelser til Polen og Sovjetunionen blevet formindsket i forhold til 1945 og blevet mere østligt.

Østtyskerne havde villet forenes med Vesttyskland, og selv om de i 1990 var blevet lovet snarlige "blomstrende landskaber", skulle det vare et stykke tid, inden de var nået på niveau med vesttyskerne. Det er i 2024 endnu ikke fuldendt, og derfor er de to dele af Tyskland endnu ikke vokset helt sammen.

• Tysklands historie efter 1949
• Vesttyskland
• Berlins historie fra 1945