kameler

Sammen med lamaerne danner kamelerne kamelfamilien (Camelidae) inden for de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla). I forhold til andre parrettåede hovdyr er de så specielle, at de placeres i deres egen underorden, Tylopoda. Kamelfamilien inddeles i to stammer: kamelerne (Camelini) og lamaerne (Lamini).

Tidligere mente man, at kamelfamilien var nærtbeslægtet med drøvtyggerne (Ruminantia); den store underorden, som bl.a. omfatter hjortene og de skedehornede hovdyr. Nyere DNA-undersøgelser har dog vist, at kamelfamilien kun er fjernt beslægtet med drøvtyggerne.

Der findes tre nulevende arter af kameler:

• vildkamel (Camelus ferus)
• tamkamel (Camelus bactrianus)
• dromedar (Camelus dromedarius).

Den oprindelige, vilde form af dromedaren blev udryddet i naturen for 2.000-5.000 år siden, og i dag findes der kun domesticerede dromedarer. I Australien findes der dog en stor bestand af vildtlevende dromedarer.

Kamelfamilien opstod i Nordamerika for 40-46 millioner år siden og er en af de ældste nulevende familier af parrettåede hovdyr. Kamelfamilien har igennem sin evolution udviklet en række tilpasninger, der gør dem uhyre velegnede til at klare sig i tørre områder.

Indtil for 6-7 millioner år siden fandtes kamelfamilien kun i Nordamerika. På det tidspunkt krydsede de første kameler Beringlandbroen, en landforbindelse mellem Nordamerika og Asien, og spredte sig ind i Eurasien så langt vestpå som til Spanien.

Læs mere om kamelernes evolution i artiklen om kamelfamilien.

Kameler er store dyr. Vild- og tamkamelen vejer 450-500 kg og har en skulderhøjde på 160-180 cm, mens den langbenede dromedar har en vægt på 400-600 kg og en skulderhøjde på 180-200 cm.

Vild- og tamkamelen har to pukler på ryggen, mens dromedaren kun har én. Vild- og tamkamelen har en tyk, ulden pels, som bliver meget lang om vinteren; en tilpasning til at leve i Gobiørknen, hvor temperaturen kan falde til langt under frysepunktet. Dromedaren lever derimod i varme ørkener i Nordafrika og Sydvestasien og har en kort pels.

Kamelerne er langbenede, hvilket gør dem fremragende til at vandre over lange strækninger i åbent landskab. På hver fod har de to tæer, som er beklædt med små hove. Fødderne er usædvanligt brede og har polstrede fodsåler, hvilket er en fordel, når de skal bevæge sig i et sandet ørkenlandskab.

Gennem deres evolution har kamelerne udviklet sig til at være pasgængere. I pasgang føres benene på samme side frem samtidig, en forholdsvis sjælden gangart, der ellers kun ses naturligt hos giraffer, elefanter og bjørne, men som regnes for energimæssigt fordelagtig. Det er pasgangen, der får kameler til at gynge fra side til side som et skib, når man rider på dem.

Kamelerne har en lang hals. Den gør det muligt for de ret høje dyr at nå ned til den korte vegetation, som de typisk lever af, mens de står op. Desuden betyder den lange hals, at dromedarer kan plukke føde fra træer i op til 3,5 meters højde. Kameler er også kendetegnet ved at have en spaltet overlæbe og ved at mangle fortænder i overmunden.

I ørkner hvirvles støv og sand rundt i luften, og der kan endda opstå deciderede sandstorme. For at holde sand og støv ude har kamelerne udviklet lange øjenvipper, som beskytter de store øjne, samt særlige muskler, der gør dem i stand til at lukke næseborene og læberne helt tæt .

Hannerne og hunnerne er nogenlunde lige store og ligner hinanden. De adskiller sig bl.a. ved, at hannerne har kraftige hjørnetænder, som de især bruger i slåskampe mod hinanden.

Kamelernes unikke rygpukler er en smart måde at transportere store depoter af fedt. Fedtet kan omdannes til energi og vand efter behov. Mere end nogen anden tilpasning gør puklerne kamelerne i stand til at trives i tørre landskaber med tørre fødeplanter og jævnlig mangel på vand.

Ved at tære på fedtdepoterne kan kamelerne vandre langt uden at drikke. Vildkameler tilbagelægger regelmæssigt 50-100 km for at komme til steder med drikkevand og/eller god føde. Dromedarer i Sahara klarer sig ofte 7-8 måneder i træk uden frisk drikkevand og overlever udelukkende på den vand, som de får fra deres plantekost.

Efterhånden som fedtdepoterne bliver forbrændt, bliver puklerne mere slappe og hænger til siden. Først når kamelerne igen får rigeligt at spise, bliver puklerne ranke og faste igen.

Dromedarer kan overleve at miste vand svarende til over 30 % af deres kropsvægt, mens et tab på 15 % er dødeligt for de fleste andre pattedyr. Man formoder, at vild- og tamkameler kan tolerere et tilsvarende stort væsketab.

Ikke desto mindre gør kamelerne meget for at passe på deres vand. De undgår helst at svede, hvilket dyr ellers gør for at køle sig ned. Således tillader kameler, at deres kropstemperatur stiger til 41-42 °C, før de begynder at svede. Dehydrerede dromedarer kan desuden nedsætte deres vejrtrækning for at minimere tabet af væske gennem udåndingsluften.

Tørstige kameler kan drikke, hvad der svarer til 30 % af deres kropsvægt. Man har observeret en kamel indtage helt op til 135 liter vand på blot 13 minutter.

Dromedarer kan tåle at drikke vand med højere saltkoncentration end almindeligt havvand. Vildkameler drikker også gerne saltvand i mangel af bedre.

Den kritisk truede vildkamel findes i dag kun i fire bestande i Gobi- og Taklamakanørknerne i Mongoliet og Kina. Regionen er præget af ekstremt tørre og varme somre og bitterkolde vintre med store daglige udsving i temperaturen og kun ganske lidt nedbør.

Tamkamelen har en langt større udbredelse. Den bruges som transport- og husdyr i Iran, Afghanistan, Pakistan, Kazakhstan, Mongoliet og Kina.

Dromedaren, der i dag kun eksisterer som tamform, benyttes især som hus- og transportdyr af kulturer i Nordafrika og Sydvestasien. I Sahara får dromedarer ofte lov til at færdes frit 4-5 måneder om året. Den eneste deciderede vildtlevende bestand af dromedarer findes i dag i tørre områder i det centrale og vestlige Australien. Her estimeres det, at der findes over en million dromedarer. De er forvildede efterkommere af dromedarer, der blev indført 1840-1907 for at blive brugt som transportdyr til en række formål.

Vildkamelen lever især af græs og urter, men i tørtiden går den over til at æde af buske. For at vildkamelen kan genopbygge sine fedtdepoter, så den kan overleve vinteren, er den helt afhængig af den friske plantevækst i regntiden. Dromedaren lever også af en blanding af græs, urter og vedplanter.

Medlemmerne af kamelfamilien har et avanceret fordøjelsessystem, som hjælper dem med at fordøje og udnytte den fiberrige plantekost. Fordøjelsessystemet minder på mange måder om de egentlige drøvtyggeres, men er udviklet uafhængigt: Kamelerne har tre mavekamre (ikke fire som de egentlige drøvtyggere), hvor der foregår en mikrobiel fermentering og nedbrydning af føden. På samme måde som de egentlige drøvtyggere tygger kamelerne drøv, dvs. at de gylper maden op og tygger den igen.

Noget af det, der kendetegner de egentlige drøvtyggere og gør deres kranier nemme at genkende, er, at de har mistet fortænderne i overmunden. En lignende tilpasning ses hos medlemmerne af kamelfamilien. Stamformen til kamelerne havde tre fortænder i hver side af overmunden. De to midterste af disse blev reduceret bort gennem evolutionen, mens den tredje rykkede ud til siden og nu sidder lige foran hjørnetanden; den har form som en lille, spids hjørnetand.

Ligesom drøvtyggerne har medlemmerne af kamelfamilien en sej "pude" i overmunden i stedet for fortænder. De plukker effektivt plantedele ved at gribe dem mellem fortænderne i undermunden og puden i overmunden og rive eller klippe dem af.

Ligesom resten af kamelfamilien har kamelerne en yderst veludviklet muskulatur i læberne, som gør dem meget bevægelige. De to halvdele af den spaltede overlæbe kan bevæges uafhængigt af hinanden, samtidig med at underlæben er relativt lang og spids. Det får nærmest læberne til at minde om en primitiv, trefingret hånd, der effektivt kan "håndtere" kamelernes fødeemner.

Vildkameler er ekstremt sky, og man ved ikke meget om deres adfærd i naturen. De er sociale og bliver typisk observeret i flokke på 4-40 individer. I parringstiden bliver de yngre hanner jaget væk fra hunnerne af de dominerende hanner og danner ungkarlegrupper.

De dominerende vildkamelhanner opbygger i yngletiden haremmer af hunner. I denne periode er hannerne hormonelle og meget temperamentsfulde. De spytter på, sparker, bider og skriger af hinanden. Og de gør opmærksomme på sig selv ved at strække hals, ryste på hovedet, brøle, højlydt skære tænder og slynge fråde fra munden ud over deres hoved og bryst.

Dromedarens yngleadfærd har været lettere at iagttage og er bedre kendt. Her forsøger hannerne at dominere hinanden ved at gøre sig så høje som muligt og bevæge halsen op og ned. Hvis det kommer til decideret kamp, gælder det om at vælte modstanderen, bide hinandens ben og fange hinandens hoved imellem kæberne.

I parringstiden fråder dromedarhanner kraftigt. Og så gør de noget meget besynderligt: De puster deres bløde, elastiske gane op, indtil den hænger og dingler ud af mundvigen som en tungelignende blære. Den kaldes for dullaen.

Kameler går drægtige i 13-14 måneder og får én unge ad gangen. Ungen kan stå op efter 15-30 minutter. Hos vildkameler forlader hunnen sin flok i omkring to uger i forbindelse med fødslen.

Tamkamelen blev fremavlet fra vildkamelen for 4.000-6.000 år siden på de højtliggende stepper i det østlige Centralasien. På samme måde nedstammer nutidens dromedar fra en vild dromedar-stamform, som blev domesticeret for 4.000-5.000 år siden. Vildformen af dromedaren uddøde for 2.000-5.000 år siden.

Tamkamelen og dromedaren bruges til mange forskellige formål, bl.a. som ride-, pak- og trækdyr, som kilde til mælk og kød og, i kamelens tilfælde, som uldproducent. Tamkameler kan bære 220-270 kg over afstande på op til 50 km om dagen, og de kan trække en vogn 80-100 km pr. dag.

• kamelfamilien
• lamaer